I strømmen af nye udgivelser – og dem er der mange af – er der samtidig for anmelderen mange fristelser. Mange ting man ikke kan sige nej til, selv om bunkerne af ikke-anmeldt materiale vokser sig større og større. Men når pressematerialet lover at en ny dansk roman ”fremviser et filmholds koncentrerede arbejde med at skabe en postmoderne film.

Samtidig er En suite et litterært forsvar for kroppen og en kærlighedserklæring til filmmediet og malerkunsten”, så er det altså meget svært for en skrivekarl som undertegnede, ikke straks at blive interesseret i Klaus Rød Frederiksens seneste roman.

Som de der kender lidt til postmodernismen godt allerede ved, så er den blandt andet kendetegnet ved at fragmentere kronologiske fortællinger, benytte en masse inter- og intra-tekstuelle elementer og i det hele taget efterlade læseren med en række spørgsmål, som ikke altid besvares direkte gennem selve teksten. Dette er i den grad også tilfældet med En suite.

Alene titlen er jo også dobbelttydig. Den mest åbenlyse tolkning er nok den man kender fra hotellet, hvor begrebet dækker over to værelser der hænger sammen, kun adskilt af en dør, men der er også en musikalsk tolkning, hvor ordene beskriver et sammenhængende musisk værk. Selv om romanen, som nævnt er fokuseret på filmens verden, så fylder musikken og henvisninger til denne også en del – og til allersidst, i bogens ’rulletekster’ kan man læse hvilke kunstværker og hvilke musikere/bands der har påvirket forfatteren undervejs. Sammenhængskraft er til gengæld ikke romanens største styrke.

Romanen er overordnet set – når man kaster et blik på selve indholdsfortegnelsen – ellers iøjnefaldende kronologisk. Først skal læseren til Møder, efterfulgt af Manuskript, Locations, Casting, Optagelser, Redigering, Pressemøde og til sidst Forevisning. Selv om et kort blik på denne rækkefølge muligvis kunne lade læseren tro, at En suite lidt kontrær postmodernistiske teorier er bygget op efter den Aristoteliske idé om at en fortælling har en start, en midte og en slutning, så forholder det sig ingenlunde på den måde.

Selv om det er muligt at læse de enkelte kapitler (der som oftest er en enkelt til to sider lange) under hver overskrift som nogle, der konkret hører til eksempelvis ’casting’-processen, så er rækkefølgen, eller for den sags skyld de figurer, der optræder heri svær. Det er måske svært ikke at læse afsnitsoverskriften inde i det der fortælles, men det gør ikke altid sammenhængen meget klarere. Det litterære puslespil som Klaus kaster i hovedet på læseren, er muligvis ikke et der mangler en masse brikker, men læseren har til gengæld heller fået kassen som puslespillet lå i, og bliver derfor nødt til at nærstudere idet de enkelte brikker, i forsøget på at lægge disse sammen så de tilsammen danner en helhed.

Et godt eksempel på denne kognitive dissonans der kan opstå undervej, er når forfatteren sømløst skifter fortæller fra tredje til første person – som eksempelvis kan ses i dette uddrag; ”Hans kan høre sin egen stemme fra et sted i hans fortid. Det er en gammel susende optagelse jeg hører, mens jeg tror jeg sidder og stirrer ud på havet eller på mine hænder” (p. 184 – fra afsnittet med overskriften Redigering).

For at hjælpe læseren yderligere lidt på vej, har forfatteren i bogens start lavet en liste med de medvirkende, så man ved at bladre tilbage kan finde ud af ovennævnte Hans er filmkomponist og pianist. Undertegnede brugte denne oversigt ganske ofte, da listen med medvirkende godt kan føles som en kærkommen hjælp i forsøget på at afkode sammenhængene.

Læseren kan nemlig også godt komme lidt i tvivl om hvem figurerne der optræder i romanen er især da flere af de medvirkende både har en funktion bag kameraet og desuden også er skuespiller i den noget mærværdige pornodramagyserthriller som man fornemmer genren på den unavngivne film som skabes er. I trit med den overordnede postoderne tendens, så synes både roman og den film, som skabes i teksten, bevidst at ville undgå en nem genreklassificering.

Der synes dog at være en slags rød tråd gennem dette puslespil, der som nævnt handler både om kunsten, kroppen og ikke mindst om filmmediet. Selv om det kan være ganske svært at skelne de enkelte fortællelag eller fortællere fra hinanden, så havde læseren nok også uden pressematerialet kunne gætte sig til at forfatteren er cand. mag. i dansk og kunsthistorie. Dette skal endelig ikke lyde som en kritik af denne glimrende fagkombination, men det gør også at En suite virker som en roman, der er tiltænkt en målgruppe der lige som afsender holder af analysen, fortællinger der vikler sig om fortællinger og et utroligt poetisk sprog, der gør at læseoplevelsen på udsatte steder minder mere om følelsen af at man er i færd med at læse et meget langt prosadigt, frem at man har en egentlig roman foran sig.

Igen, så bør ovenstående ikke opfattes som en sønderlemmende kritik, for der er mange ting man støder på undervejs, som er fascinerende og sikrer en ganske interessant læseoplevelse, til trods for romanens kalejdoskopiske, mosaikagtige form.

En suite er en interessant læseoplevelse, men nok ikke en der vil behage den læser, der leder efter den gode historie eller et egentligt plot. Til gengæld er den spændende for de læsere der både kan lide grænseoverskridende, udfordrende læseoplevelser og som samtidig nyder den type litteratur, hvor der undervejs gives masser af plads til den individuelle fortolkning, diskussion og jagten på mere eller mindre tydelige referencer.