Mord i delegationen / Pernille Schou / 361 sider
Grønningen 1. ISBN 9788773397558
Anmeldt 25/4 2024, 18:39 af Hans Christian Davidsen
Fiktiv fortælling i en kulisse af historiske fakta
Fiktiv fortælling i en kulisse af historiske fakta
« TilbageI marts 1919 sendte Danmark en officiel delegation af såvel danske som slesvigske politikere til fredskonferencen i Versailles, hvor der blev ført forhandlinger om en traktat, der endte med at føre til Versailles-freden efter Første Verdenskrig.
Med i delegationen var både Aabenraa-bevægelsen anført af H.P. Hanssen og og Flensborg-bevægelsen med blandt andre Andreas Grau. Førstnævnte kæmpede primært for at få en folkafstemning i Nordslesvig uden Flensborg, sidstnævnte ville som minimum have Flensborg med i en afstemning.
Frankrig var efter Første Verdenskrig interesseret i at få Tyskland til at afstå som meget land som muligt med tilbuddet til den danske regering: Værsågod - tag hele området ned til Dannevirke. Det er jeres!
Men den danske Zahle-regering sagde pænt nej tak. Den ønskede ikke engang Flensborg og omegn med til kongeriget ud fra devisen: Hvis vi tager et område med et klart flertal af tyskere, der slet ikke gider at tilhøre Danmark, så har vi balladen igennem få år.
Briterne var heller ikke så langt fremme i offensiven som franskmændene.
Senere på foråret 1919 rejse en mellemslesvigsk delegation af sted og gjorde et ihærdigt lobbyarbejde for at få Mellemslesvig - landområdet syd for den nuværende dansk-tyske grænse - underlagt en international administration under Folkeforbundet, men forgæves.
Historikeren Pernille Schou springer med Mord i delegationen ud som romanforfatter, og hun bruger forhandlingerne i Versailles som baggrund for en krimi. Der sker et mord midt i den danske delegation af fremtrædende slesvigere, danske rigsdagsmedlemmer og erhvervslivets repræsentanter - i sidstnævnte er flere, der af rent forretningsmæssige årsager kæmper for, at tyskerne ikke længere skal have kontrollen over Kielerkanalen (den nuværende Nord-Ostsee-kanal).
I romanen spiller den danske sygeplejerske Vera Lund en central rolle. Under Første Verdenskrig har hun været sygeplejerske bag fronterne, og i Versailles beder hendes chef hende om at gøre ham en lille tjeneste, som ender med at bringe hende i uføre.
I gennemført Agatha Christie-stil fortæller Pernille Schou en total fiktiv fortælling i en kulisse af historiske kendsgerninger. I fiktionen møder læseren dog også virkelige historiske personer, blandt andre den sønderjyske politiker og den dansk historiker H.V. Clausen, der kom til at lægge navn til Clausen-linjen (som den nuværende dansk-tyske grænse stort set blev trukket efter).
I efterordet er forfatteren så fair at fortælle, at hun kun lader de virkelige personer tale, når hun fra kilder ved præcis, hvad de har sagt eller ment. Omvendt digter hun en stribe fiktive personer, som ikke har ligheder med, men er inspireret af eksempelvis skibsreder H.N. Andersen fra Østasiatisk Kompagni og etatsråd Emil Glückstadt, der var repræsentant for finansministeriet.
I Paris bliver det britiske Scotland Yard sat på sagen som midlertidig politimyndighed i det franske. Mordgåden har ikke særlig meget med det historiske bagtæppe på Versailleskonferencen at gøre. I perioder er opklaringsarbejdet en smule langtrukket til min smag, men inkarnerede krimifans vil sikkert holde af det. De historiske begivenheder spiller en så underordnet rolle, at det ikke er for det historiske, man skal læse den udmærkede roman.
Interessant er, at Pernille Schou både virker som skønlitterær forfatter og på sin baggrund som historiker.
Mord i delegationen er planlagt som første bind i en trilogi, der har Sønderjyllands genforening med Danmark som omdrejningspunkt. Hovedparten af handlingen i bind nummer to kommer til at udspille sig i Flensborg.