Tara Selter.

Hun er fanget i tid. I en lomme af tid, der folder sig længere og længere ud. Nu, i femte bind, er der fart på, forstået på den måde, at de dage, som Tara Selter så udførligt, fornemmelse det, dokumenterer via nedslag, strækker sig. I dette bind behandler hun godt 4.000 dage, og nogle gange er der ganske mange dage imellem, hvilket giver – det er vel det, jeg prøver at skrive – noget af en elastisk tidsmæssigt.

Jeg faldt i, blev opslugt. Af fortællingen, som er så magisk anlagt. Dette litterære univers, dette greb, som også inviterer læseren ind til et personligt engagement.

Tara Selter er nøglen til det. Hun er i særdeleshed en nuanceret person, der forsøget at begribe verden, særligt sin egen verden, som adskiller sig fra mange andres verden, al den stund hun stadig på nu otteogtyvende år er fanget i den samme novemberdag – den attende.

I denne roman har hun rykket sig, fysisk såvel som mentalt. Hvor hun i bind IV blev lamslået af et opkald fra Thomas, med hvem hun delte liv og også antikvariat med, men som slap forbindelsen med hende, eller omvendt, da han, viste det sig, gennemlevede den attende november, dag for dag, mens hun levede videre i en forståelse af loopet. Hun har bevæget sig frem mod ham og søgt at forstå, hvad der er på færde. Givetvis opslugt af et håb om, at han er trådt ud af sin dag, så de kan finde sammen, og, aner man, en art normalitet atter kan indfinde sig, en afgrænsning af verden kan finde sted. Det er egentlig dét, der er denne romans omdrejningspunkt, forekommer det mig.

I Val Benoît er flere hundreder af mennesker, der er bevidste om denne parallelle livsførelse, samlet i et forsøg på at filosofere over tilværelsen, som den former sig netop nu, og i et forsøg på at mestre, gennem undersøgelse og decideret forskning, verden, den verden, der nu er deres, og hvor Tara Selter, som egentlig efter et ophold helt afsides, efter ’mødet’ med Thomas, har arbejdet med at finde sig selv og se sin begrænsning, bliver installeret som arkivar. En systematisk rubricering af verden kan med andre ord finde sted.

Hun befinder sig, forekommer det mig, bedst uden for rækkevidde, i en afgrænsende, begrænsende måde at angribe livet på. Hun vil vel gøre verden mindre.

Hvor er det for mig at se et godt greb. En virkelig autentisk tråd, for hvem vil ikke gerne i dag gøre verden mindre. Det er i al fald mit store projekt.

Jeg føler vitterligt, at jeg kan indsætte noget af min måde at leve på i denne fortælling, hvorfor jeg føler mig forbundet med Tara Selter, som ligeledes koncentrerer sig om at nedsætte forbrug og dermed aftryk.

Det er så inspirerende at læse, for det er for mig at se virkelig en værdi ved litteraturen; denne mulige spejling.

Jeg fandt særlig stor kraft i følgende sætning, der drejer sig om det modbydelige ved fremadskridende tid: “Hvor tåbeligt kan man bruge sin tid i et liv, der går? Det evigt fremadskridende nonsens. … Det bliver tydeligt, at mennesker har fundet en måde at leve på, der bare tromler og konsumerer og galopperer og bombarderer og kræver mere og mere.”

Så lad os tage en slapper – gør det gerne med dette tankevækkende eksperiment, der sandelig har slået igennem.

Det er også i dette værk, at Tara Selter prøver kræfter med andre mulige forhold, nu hvor hendes og Thomas’ er smuldret – der er simpelthen for meget liv levet imellem dem. Hun har fået briller og ser verden med andre øjne. Hun møder Carl Tierney, som også er fanget i et loop, i et platonisk forhold, men hun har også, senere, sin medarkivar, som er sig det fuldstændigt bevidst, at de lever sammen uden for loopet.

Dette femte bind synes at problematisere menneskets behov for at begribe, kontrollere og konsumere.

Og jeg er helt med.

Slutningen af dette bind, som jeg ikke røber her, løfter virkelig sløret for to store finaler, som jeg personligt glæder mig meget til. En drejning tager det i al fald på de sidste sider. Endnu et godt og fermt greb her i femte omgang med Tara Selter og en forskruet verden.