Jeg har efterhånden læst hele Alex Schulmans forfatterskab, sådan som det er udgivet på dansk, og derfor er jeg først nu ved femte bog nået frem til hans debut.

En debut, der drejer sig om fortællerens – Alex’ – forhold til sin far. En prominent skikkelse inden for TV-industrien i Sverige.

Forud er kommet følgende: Malma Station , Overleverne, Brænd alle mine breve og Glem mig. Den første af de her nævnte en fri fiktion, mens de tre sidstnævnte føjer sig til en erindringstrilogi, som nu på dansk er en kvartet – og godt, godt.

Vi manglede denne fortælling om faderen, nu hvor barndommen, forholdet til moder samt bedstefar er blevet udførligt beskrevet.

Noget af det fængende her er, at Alex Schulman ikke er bleg for at beskrive scenerne meget detaljerede og med patos samt indlevelse, som mange vil skærme en kende fra.

Det er en, fornemmer jeg, meget naturtro skildring af en far, som går for at være ganske gammel, så gammel, at han bliver betragtet som en rosin. Det beretter Alex i al fald i romanen. Det var hans klassekammerater, der havde megen morskab ud af det.

Det træder frem, at Alex til tider har vanskeligt med at forlige sig med, at hans far enten er utrolig nærværende eller temmelig fjern. Er han skrivende på værelset, måtte man for alle tilfælde og mest af alt sin egen skyld ikke forstyrre ham.

Var han ikke skrivende, ville han vældig gerne være sammen med sine sønner, særligt i sauna, hvor regler indfandt sig, ligesom der i hans, faderens, eget liv var en mængde regler, han skulle følge. Således afveg han ikke fra at notere dagens vejr, dag for dag, hele sit liv, og Alex tager egentlig i begyndelsen af denne bog af sted mod det sommerhus, hvorom alle minder folder sig, for at pakke dem ud og forstå sin baggrund, sin barndom, i et bredere lys. Som en art sorgarbejde, nu hvor faderen er gledet ind i de dødes verden.

Alex har svært ved det, og oprulningen af sorgarbejdet er således romanens motor, en vekselvirkning, som vi kender fra Overleverne; en roman, jeg syntes bedre om end denne, men jeg vil understrege, at vi her i Skynd dig at elske kan se trædestenen videre til et mere formfuldendt forfatterskab.