Vi er nu nået til fjerde bind i septologien om Tara Selter.

Hun sidder stadig fast i den 18. november, men ikke helt så ubehjælpeligt, som de forudgående bind mere end antød.

I bind tre kommer hun faktisk mere fri i eget begrænsede liv, og her har hun endog afsøgt muligheden for at etablere sig sine egne årstider.
Hun møder en herre, som ligeledes føler sig fanget i loopet at vågne op til den samme dag, dag efter dag, og endnu en skikkelse med samme oplevelse støder til i slutningen af dette bind.

I bind V viser det sig, at Tara faktisk langt fra er den eneste, som er fanget i den 18. november. Der er flere og flere, der lander dér, og Bremen synes at være omdrejningspunktet, hvorfra de tabte mennesker kan have et epicenter at udvirke fra. Her i en villa kan livet i transit forme sig. Det er langsomt ved at forme sig til et fællesskab, og derfra opstår spørgsmålet om, hvordan man så som samlet bevægelse skal forstå sig selv? Der må en betegnelse til, og dermed er der brug for en betegner, men hvem kan udfolde sig som en sådan?

Er der enighed blandt alle loopers?

Og mens alt er i bevægelse dér, i Bremen, sker der noget, der får afgørende betydning. Et opkald …

Solvej Balle har gang i noget stort her, virkelig.

Det er så emblematisk at falde uden for tiden - og hun debatterer det på fortrinlig vis her, giver stemme til det filosofiske spørgsmål at placere sig uden for tid og sted og - på sin vis - rum.

Så fortjent er det sandelig også, at hun blev årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris - for en serie, som endnu ikke er fuldendt. Ellers nok noget, der kunne give en forfatter præstationsangst.

Men jeg er sikker på, at Solvej Balle ikke ryster på hånden her.

Blot er tilbage at vente på flere bind i serien her.