Vi har set det tidligere: en roman over bibelsk stof.

Jeg kan ihukomme Karl Ove Knausgårds anden roman, hvor Kain og Abel foruden Syndfloden blev genstande for gendigtning.

Nu har vi en dansk versionering af Det nye Testamente, bibragt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, temmelig ikke-tilfældigt udvalgt af Bibelselskabet, og sikke en bedrift.

Det er, som vi kender det, når hun har fingrene nede i en fortælling en æltning frem i det lyriske, med sikker hånd.

Vi møder Maria, der har fået sig noget af en åbenbaring, noget, man ikke sådan uden videre taler højt om, og det er ret beset noget, Josef kan undre sig ganske kendeligt meget over, men alt er, som det skal være, for det er frugtbarhedens nat, en tid med mange mystiske indfald.

Det er ganske enkelt meget godt skrevet.

Jeg er klar over, at det er grundstof, som mange kender en my og nogle mere til, men jeg vil dog vove den påstand at melde, at man ved læsning af denne roman over Det nye Testamente får fortællingen noget mere ind under neglene og kastet frem til en større refleksion og ditto forståelse.

Det er ganske godt gjort – bestemt!

Særligt fanget var jeg personligt af den nærgående beskrivelse af Johannes Døberen, hvis hoved i bogstavelig højstemt stil bliver serveret på et sølvfad.

Vi er med andre ord som læsere helt med i kernen, trukket ind i centrum.
br> Bogens titel henviser til den nat, hvor Jesus blev født, og sammenfatter også evangeliernes budskab om, at der med Jesus bliver ”åbnet en port til frelsen, lyset og livet,” som jeg forstår det.

Denne gendigtning kan noget.