Nuvel. Lad det stå skrevet her med det samme: Jeg har ventet i ulidelig spænding på denne roman, trillet tommelfingre og revet mig selv i håret, og jeg har læst adskillige anmeldelser af romanen 4 3 2 1, som er et decideret digert værk, ualmindeligt unormalt fra Paul Austers side.

Jeg har læst anmeldelser på engelsk, og jeg har, nu hvor murstenen har ramt boghandlernes boghylder, ligeledes fordybet mig i de danske anmeldervarianter. Der synes at være en bred enighed om, at dette er en roman, der er typisk Austersk, idet den har de særlige scener, som han mestrer til perfektion. Det påpeges også, at det er en roman for Austerfans, hvormed det ikke umiddelbart menes, at det er det bedste sted at begynde i forfatterskabet.

Det er også sandt, at manden har skrevet mange andre romaner, alle omkring de 300 sider, og her må vi undertiden tænke mere specifikt på New York Trilogien, som er det helt store gennembrud i forfatterskabet.

Paul Auster gør sig især bemærket med én tanke: hvad nu hvis. Hans forfatterskab rummer denne tilfældighedens tankegang, for hvad nu, hvis jeg ikke havde valgt at gå i den retning, og hvad nu, hvis jeg havde giftet mig med hende i stedet for hende, der egentlig var genstand for min første store kærlighed?

Paul Auster gør i sine bøger også gerne plads til afsnit om baseball og om romaners påvirkning på det menneskelige sind, samtidig med at han har et godt blik for samtidens tilstand, herunder lufter han meget gerne en kritisk stemme i forhold til politik.

Der er en vedkommende dybde i forfatterskabet, ganske enkelt, og spørgsmålet for mig, ganske før jeg åbnede dette værk og tog en dyb indånding stående over for 976 tætskrevne sider, var, om han kunne holde mig fanget med så mange tråde, der nødvendigvis må væves, når der er tale om storværker.

Spørgsmålet kan jeg besvare med et rungende JA!

Denne bog, 4 3 2 1, er en fremragende fortælling om Ferguson-familien, som vi følger i fire versioner. Her er der virkelig basis for at anskue tilfældighedernes spil fra fire fængende vinkler.

Lad mig fastslå, at indledningen stadig klinger i min bevidsthed. Vi befinder os i år 1900, hvor Isaac Reznikoff kommer til USA, og han skal oplyse sit navn til funktionæren. Han har undervejs på turen til Amerika fået en finte stukket i ærmet af en anden rejsende. Han kan glemme alt om at bruge sit rigtige navn. Han skal snarere omdanne det til Rockefeller. Da han står foran den nøjeregnende herre med protokollen, går klappen ned for ham, og han ender med på jiddisch at mumle ’Ich hob fargessen’, og således træder Ichabod Ferguson frem.

Han bliver ikke ret gammel i USA, men han får sat sit aftryk i form af tre drenge; Lew, Arnold og Stanley, og de er vidt forskellige og stadigvæk sammen i og om det firma, Stanley har grundlagt. Vi hører ligeledes om de tre kvinder, der føder deres børn, men langsomt fortoner det hele sig, idet det er den 3. marts 1947, der er det endelige omdrejningspunkt. Her bliver Archibald Isaac Ferguson født på Beth Israel-hospitalet i Newark. Det er Stanley og Roses eneste barn, og denne gut har sandelig tankevirksomhed og vilje.

Han vil lære at læse og skrive i en alder af fem, og han vil nærstudere sportens verden, samtidig med at han spekulerer meget over tilfældighedernes spil, som han tilsyneladende er en del af.

Det er sandt, at der er steder, hvor baseball og politik for mig at se fylder lige en anelse for meget, men jeg vier gerne min tid til det, idet sproget er knitrende skarpt og sine steder faktisk også meget poetisk.

Det siges, at Auster har skrevet på denne roman i syv år, og det er til at mærke, at den er godt gennemarbejdet.

Det er bestemt en roman for fans, samtidig med at det er et udmærket sted at indlede sit bekendtskab med Paul Auster.