Ken Follett er en fiktionens smed, der skruer fortællinger sammen, så de rammer læseren, og man må da nok tage med i købet, at det til tider bliver en kende sort-hvidt. De gode mod de onde og så fremdeles.

Den præmis køber jeg, og det har taget en rum tid at lande den forståelse for mig. Jeg var opslugt, ligesom ganske mange andre, af Jordens søjler, ikke så meget for personkarakteristikkerne, som kan være mig en kende flade, men for at optegne på så autentisk og nuanceret vis den historiske tid, så jeg følte mig placeret midt i situationen. Det lykkedes også for mig at se nogenlunde med opfølgeren Uendelige verden, mens jeg i Den evige ild mistede gnisten.

Det var derfor med et vist forbehold, jeg satte mig med Aftentid og morgengry, som portrætterer Kingsbridge, omdrejningspunktet for disse historiske romaner, i en tid med vikinger.

Jeg var ganske opslugt og glemte tid og sted. Det står for mig som adelsmærket for litteraturen; denne altopslugende tilstand, hvor kroppens tyngde evaporerer, og jeg forbinder mig med handlingen.

Gnisten som Ken Follett-læser opstod med andre ord hos mig igen, hvorfor jeg var meget glad for at se, at endnu en roman ville komme frem til os danskere – den er her nu. Lysets våben.

Det er 30 år efter Jordens søjler.

Det er ventetiden værd!

Vi rammer den industrielle revolution, og vi rammer magtbalancer, som tipper først i en retning og dernæst i en anden.

Virksomheder oprettes, de går i arv, og for nogle går det godt, mens det for andre har en anden retning. Maskiner ruller ind, og der spørges til, om der er behov for mennesker. Kender vi den formulering i dag?

Et sted er Napoleon i gang med en oprustning, for han har magtens tinder for øje, og han har fart på, mens man i England snarere er optaget af at få fat i mekanismer, der kan skabe tryk på fabrikkerne. Arbejde, arbejde, arbejde.

Hvor er mennesket placeret i alt dette?

Det er dér, Kingsbridge kommer ind i billedet. For her er det enkelte menneske i gang med blot at leve, og det er her, Ken Follett zoomer ind og portrætterer, hvilke omvæltninger der er på spil for familier og individer.

Det er et greb, der er brugt for, men det fungerer, finder jeg, for jeg møder ikke mange forfattere, der lykkes med at skabe den stemning, den aura af historisk virke, som Ken Follett gør, og alene af den grund er denne roman også værd at bruge tid med.