Kort før sin død skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig den fremragende bog Die Welt von Gestern. (udgivet posthumt 1942) Heri karakteriserede han sin ungdoms verden – den før første verdenskrig – som en verden af sikkerhed. Man mente at vide, at alt havde sin orden, og at tingene langsomt, men sikkert gik deres stilfærdige og rette gang. Skuddene i Sarajevo den 28. juni 1914 var nok til at styrte denne verden i grus, hvorved der blev åbnet for en ny og frygtindgydende periode, der den dag i dag stadig er karakteriseret af, at vi konstant befinder os på randen af kaos.

Det er vel egentlig ikke underligt, at den fremragende amerikanske historiker Eric Hobsbawn har givet sin verdenshistorie 1914-94 titlen: Age of Extremes. (1994) Heri skriver han blandt andet, at man ikke kan tage det for givet, at den grundlæggende viden om dette århundrede er almindelig kendt. Det skete efter at en ”intelligent amerikansk student” spurgte ”om begrebet Anden Verdenskrig indebærer, at der også har været en Første Verdenskrig?” Med den status historieundervisningen har i den moderne uddannelsesverden, er der god grund til at antage, at tusindvis af danskere med god grund vil kunne stille det samme spørgsmål.

Om denne uvidenhed har været inspirerende for den walisiske forfatter Ken Follet, kan vi ikke vide. Men hans kærlighed til den historiske fortælling har flere gange resulteret i glimrende skønlitterære produkter. Blandt andet om middelalderen. Nu har han sat sig et endnu større mål: at beskrive 1900-tallet i romanform under fællesoverskriften Centurytrilogien, hvoraf det første bind Giganternes fald er udkommet. En murstensroman på intet mindre end små 1000 sider. I denne dækker forfatteren perioden 22. juni 1911 til januar 1924. Ud over den almindelige samfundsbeskrivelse er der således 2 store begivenheder, romanen bygges op over: Den første Verdenskrig og Den russiske Revolution. Ikke så lidt af en udfordring. Men det lykkes til fulde takket være det finmaskede net, Ken Follet spinder. Alene det er en enestående præstation.

Ken Follet retter i bogen en tak til blandt andet Richard Overy, der karakteriseres som ”min vigtigste historiske konsulent på denne bog”. Bedre konsulent kunne givet ikke findes. Overy har undervist i historie på Cambridge og bestrider nu et professorat på universitetet i Exeter. Han er specialist i 1900-tallets historie og står således som garant for, at forfatteren bevæger sig på sikker historisk grund. At personer fra det virkelige liv og fra fiktionens verden omgås i romanen beskriver Follet således: ”Enten skete noget i virkeligheden, eller det kunne være sket. Enten blev denne formulering brugt, eller den kunne have været brugt”. Meget kan således minde om I. P. Jacobsens grundige forstudier til Marie Grubbe.

Giganternes fald tager sin begyndelse i kulminebyen Aberowen i Sydwales den 22. juni 1911. Den dag fylder knægten Billy Williams 13. Barndommen slutter, og livet i kulminen tager sin begyndelse. Helvedet i minen, de umenneskelige arbejdsforhold, kapitalens udnyttelse af lønslaverne, fagforeningskampen – vi får det hele med. Men først og fremmest introduceres vi til familien Williams, der spiller en central rolle bogen igennem. Datteren Ethel arbejder på godset Ty Gwyn, hvor vi møder adelsslægten Fitzherbert, der ligeledes er et omdrejningspunkt gennem hele romanen. Og naturligvis er begge familier repræsenteret i skyttegravene i Frankrig under de blodige kampe i første verdenskrig. En central del af det fint spundne net. Ved at lade Jarl Fitzherberts hustru være den russiske fyrstinde Elizaveta knyttes forbindelserne til det gigantiske russiske rige, der ledes af det brutale zarstyre. Det tyske kejserrige kommer ind i billedet gennem Fitzherberts gamle skolekammerat, Walther von Ulrich, der nu er diplomat ved den tyske ambassade i London. Dette elegante spind, der på ingen måde virker søgt, bærer handlingen bogen igennem. I januar 1914 samles disse mennesker på godset – suppleret med amerikaneren Gus Dewar, der har tætte forbindelser til den amerikanske præsident Wilson. Også Dewar møder vi senere i skyttegravenes ragnarok. Østrig-Ungarn repræsenteres af von Ulrichs slægtning, der er militærattaché ved ambassaden. Stormagterne, der få måneder senere havnede i krigens helvede er således alle repræsenteret under samme tag.

Baggrunden for sammenkomsten er, at den engelske kong Georg V har ønsket at møde en gruppe unge mennesker for at høre deres syn på den internationale situation. Og stormagternes synspunkter kommer i den grad frem den aften, de alle er samlet på godset. Det er historieundervisning på højt niveau. Et fornemt eksempel på edutainment.

Romanen igennem skifter vi så mellem de 4 stormagter. I England udspiller fortællingen sig både i arbejderklassen – arbejdskampe med strejker og lockout – og i de herskende kredse som i Brideshead – hvorved læseren føres dybt ind i både hovmod og fald. Det samme gør sig gældende i zarens Rusland, med gribende skildringer af det despotiske styres undertrykkelse af masserne. Nedslagtningerne i Skt. Petersborg er grufuldt beskrevet – ganske som bolsjevikkernes hævn sidenhen er det.

Og så møder vi en lang række af personerne i krigens ragnarok – grufuldt og rystende beskrevet. Som da en ung waliser, der ramt af chok løber bort fra nedslagtningen. Kun for få dage senere at stå foran henrettelsespeletonen. Dødsdømt for fejhed. Kammeraterne skud dræber ham ikke, så officeren må gøre en ende på hans lidelser med to pistolskud. Den berømte juleaftenscene, hvor fjenderne mødes i ingenmandsland er selvfølgelig med. Men her er det lige ved at blive lidt for søgt, da to af deltagerne fra aftenselskabet på Ty Gwyn mødes. Nu er de fjender. Og apropos det søgte. Af en eller anden grund har Ken Follet følt, at der også skulle være noget for husarerne. De til tider endog særdeles saftige skildringer af kærlighedslivet virker helt malplaceret – unødvendige – og decideret vulgære. Det klæder absolut ikke forfatteren.

Den russiske revolution skildres på tætteste hold, da en af hovedpersonerne, arbejderen Grigorij Pesjkov, færdes i frontlinjen og er sammen med både Lenin, Trotskij og georgieren Stalin. Også her fremragende orkestreret af Ken Follet. Det må ærligt indrømmes, at det til tider føles, som er man selv til stede. Og der kan ikke sættes en finger på fiktionens redegørelse for de historiske begivenheder. Det er her som så mange andre steder i bogen dens helt store styrke.

Personernes bevægelser på kryds og tværs bringer os også til USA, hvor vi er med i Det hvide Hus. Vi oplever Wilsons måske naive tro på Folkenes Forbund. Men også gangstervældet, der naturligvis ligger i hænderne på opkomlinge fra Rusland.

Tilbage i England oplever vi suffragetternes kamp for ligestilling og kvindelig valgret – overraskende og ganske dramatisk iscenesat. Der venter læserne nogle ganske pæne chok i netop denne forbindelse. Sagt på en anden måde: bogens afslutning har en fornem og meget stærk pointe, der på alle måder understreger, at den gamle verden har spillet fallit. Og det kan vel ikke undre, at officererne i Tyskland føler sig skændet af den ydmygende Versaillestraktat. En eller anden forsøger et kup i München, det mislykkes (som bekendt), men flere føler, at det nye nationalsocialistiske parti er bærer af morgendagens storhed. Personerne aner det ikke – men læseren kan med gru opleve, hvordan en ny dæmon begynder at stikke sit hæslige fjæs frem.

Det må konstateres, at det på alle måder er lykkedes for Ken Follet at give læserne en utroligt spændende og velfortalt roman. Skrevet i et letlæst sprog krydret med dramatiske detaljer og spiddende vinklinger. Han kan virkelig fortælle. Men vi får sandelig også en grundig indføring i tiden 1912-1924. En af verdenshistoriens mest dramatiske og skelsættende perioder. Da den verden, alle troede hvilede trygt og sikkert i sig selv, brød sammen i et hidtil ukendt ragnarok med rystelser så voldsomme, som ingen havde kunnet forestille sig. Det har været Ken Follets mål – og midlet, det vil med sikkerhed råde bod på den svigtende historieundervisning. Alene det berettiger til fulde denne form for edutainment.

Bind 2, der omhandler trediverne og anden verdenskrig, forventes udsendt i 2012. Trilogiens sidste bind, der slutter med den kolde krigs ophør, kommer i 2014. Det bliver en lang ventetid.