Det sker sjældent, at et efterord, er mindst lige så interessant som selve bogen. Ikke desto mindre er dette tilfældet med den nye børnebog Kraniet skrevet af Jon Klassen og fint oversat af Dal Michaelsen. For efter at læseren har været på et sært eventyr med hovedpersonen Otilla, fortæller forfatteren om baggrunden bag sin genfortælling.

I korte træk beskriver han, hvordan han ved et tilfælde faldt over et østrigsk folkeeventyr med den fængende titel Kraniet. Han læste historien og skulle herefter videre. Fortællingen blev dog hos ham i over et år og til sidst kontaktede han det bibliotek, hvor han havde fundet bogen med historien i og bad dem om at sende den til ham. Det viste sig at især slutningen huskede han helt anderledes. Som han skriver så er det meningen at eventyr ”skal ændres af den, der fortæller dem, og du finder dem aldrig helt ens to gange.”

Folkeeventyr hørte, før de blev nedfældet eller indsamlet af forskellige forfattere og historikere, til en mundtlig tradition, en tradition der måske ikke holdes lige så højt i hævd i vore dage, som for 250 år siden. Det er alligevel tankevækkende, hvordan ens hjerne indimellem digter videre, eller spiller en et puds når man forsøger at genfortælle noget man har læst, hørt eller oplevet.

Nu er det jo ikke efterordet der skal anmeldes hér, men Jons egen udgave af Kraniet. Dette er anmelders første møde med historien, derfor kan den ikke sammenlignes med originalen. Jon beskriver i efterordet de forskelle han opdagede mellem hans version af historien og den oprindelige. Ud fra denne beskrivelse, så tilslutter Kapellet sig så afgjort Jons mere dystre og gotiske finale. Den er, uden at spoile, langt mere tidsvarende og tankevækkende.

Kort fortalt handler Kraniet om pigen Otilla, der er stukket af hjemmefra. Hun går gennem den mørke, snedækkede skov i håb om at finde ly i den iskolde nat. Pludselig opdager hun et stort, ensomtbeliggende hus. Da hun tager fat i døren er den låst, men i et vindue ser hun et kranie der hilser pænt på hende og inviterer pigen indenfor.

Mere skal vist ikke afsløres her, for det er jo meningen at du selv skal læse bogen. En bog der har børn i de første klasser i folkeskolen som målgruppe. Det er trods alt en letlæselig børnebog, der med stor font, få ord på hver enkelt side og mange stemningsskabende illustrationer fortæller om Otillas møde med dette levende kranie.

Bogen er gennemillustreret af forfatteren i en dyster, poetisk stil, der gør fortællingen ekstra levende og nærværende. Det vil ikke være svært at forestille sig disse blive omsat til en fin lille animationsfilm. Hovedpersonen fremstår til trods for at vi ikke ved meget om hende (det er meget almindeligt i folkeeventyr – red.) meget sympatisk og kraniet kommer hen ad vejen også til at fremstå som langt mere venligt end hvordan vi ellers normalt opfatter kranier i vores kultur.

Det er selvsagt vanskeligt som gammel underviser, med hang til kulørte fortællinger ikke at levere en tolkning, for selvfølgelig handler det jo om barnets første møde med døden. Den lille pige bliver idet hun løber væk fra hjemmet (af grunde vi aldrig får svar på) nødt til at skære sig løs fra hjemmets snærende bånd. Dette sker i mødet med dødningehovedet, for da hun bliver konfronteret med døden – godt nok ikke sin egen – så bliver hun også nødt til at finde sit mod og gåpåmod frem, hvis hun skal have mulighed for at klare sig i den voksne verden.

Der er mange flere symboler man kunne tage fat i, men det vil anmelder trygt overlade til alle de gode lærere der forhåbentlig vil blive lige så begejstrede for Kraniet som anmelder er. Det er måske en historie, der kan virke lidt for uhyggelig for de børn, der er letskræmte, men det er også Kapellets vurdering, at der vil være rigtigt mange børn, der vil knuselske historien om Otilla og hendes nye, særprægede ven. Dertil kommer at der sikkert vil være en hel del forældre der vil nyde at læse Kraniet op for deres poder. Selv om dette sker lige før ungerne skal puttes så bare rolig, dine børn får ikke onde drømme, det vil Kapellet (næsten) garantere.