Lad det være skrevet her med det samme: Hvad vil det sige at være menneske?

Den skotske stjerneforfatter Ali Smith har skrevet en utrolig fængende roman – atter en – som stiller spørgsmålet: Hvad er et menneske?

Den står som en fin nyskabende kraft, netop udgivet efter årstidskvartetten. Et lyrisk efterspil, måske.

Sprogligt viser hun sig atter som en virtuos. Der er en sælsom leg med sproget, der i besættende grad fanger læseren og sender denne på langfart i tankerne. Det er associativt og legende, som vi kender det fra de efterhånden ganske mange bøger, vi har modtaget på dansk også.

Hvad handler den om?

Jo, først og fremmest i spring mellem 1500-tallets England og 2000, hvor mennesket er fanget. I 1500-tallet strejfer en forældreløs, sårbar pige rundt. Hun passer sig selv, for en epidemi raser. Ingen kan føle sig sikker, og hun ender med at forskanse sig i en smedje, hvor hun gør sit for at lære denne ædle kunst at kende.

Femhundrede år senere rammer endnu en epidemi, og et egentligt fangenskab dukker op, for hvad skal man gøre af sig selv, når isolation og frygt fænger? Hvis ikke fællesskabssøgende. Det må være nøglen til forløsning.

Nøglen.

Det viser sig, at Sandy Gray, en billedkunstner, der har levet et halvt liv, gerne vil se sin far, men ikke mere end at hun forskanser sig for ikke at komme for skade at smitte ham. Det kan jo have fatale følger.

Hun går i den anden grøft: ønsker ikke at se mennesker, søger at melde sig ud af samfundet. Kan det lade sig gøre?

Alt er såre godt … indtil en bekendt ringer og lader hende vide, at hun har brug for hendes hjælp til at lirke en gammel lås op … smedet for mange, mange år siden … Så kører de mange spor. Tak!

Jeg vover pelsen og sætter Ali Smith op som det fremmeste bud på den næste Nobelprismodtager i litteratur.

Jeg vil i al fald krydse mine fingre for det!