Kriminalkommissær Leonore Asker har arbejdet hårdt på at blive chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet i Malmø. Midt i en kidnapningssag vælger ledelsen at “forfremme” hende til chef for den såkaldte afdeling for ’glemte sager og fortabte sjæle’, en enhed for håbløse og halvglemte sager, der holder til i politihusets kælder.

I kælderen bliver Asker ret hurtigt involveret i en besynderlig sag. Nogen placerer små ildevarslende figurer i et modeltogslandskab – og en af figurerne forestiller kvinden fra den kidnapningssag som Asker har måtte overlade til sine tidligere kollegaer.

I sagen spiller forladte og glemte bygninger en store rolle, hvilket får Asker til at kontakte sin barndomsven Martin Hill, lektor i arkitektur med særlig interesse for urban exploration. Asker og Hill får mistanke om, at der under nogle af de tilsyneladende banale sager i Askers nye afdeling gemmer sig en usædvanlig form for ondskab.

Fra den ene kælder til den anden
Er man bekendt med Jussi Adler Olsens romaner om Afdeling Q, skal man ikke læse meget af De bjergtagne før tankerne ledes hen på Carl Mørck og hans team, der ligeledes gemmer sig i en kælder under politigården. Forskellen er dog, at man aldrig rigtig kommer ind på livet af medarbejderne i afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle. De bidrager hver i sær med information, der er relevant for efterforskningen, men derudover spiller de ikke den helt store rolle.

Den store hovedrolle har kriminalkommissær Leonore Asker – kaldet Leo eller Asger. Hun er vokset op med en noget utraditionel far – den konspirationsparanoide ´Prepper Per´, som hele hendes barndom har trænet hende i overlevelse, hvilket i den grad kommer hende til gavn i mere end en forstand.

Asger er de færrestes yndlingsperson og det bliver bestemt ikke bedre da en gammel, magtfuld fjende vender tilbage fra Stockholm. Hendes egen mor, en af Sveriges skarpeste advokater, har også en finger med i beslutningen, der sender hende ned i glemslens mørke.

Frem og tilbage – og frem igen
Selve romanen er bygget op af kapitler set fra de forskellige personers vinkel. Asger fylder selvfølgelig en del, men derudover får ’Skifteren’, den gerningsmand de jager og Martin Hill, hendes sidekick også lov til at fylde.

Der hvor jeg synes læsningen bliver lidt træg, er både de konstante skift mellem personerne og så de evige flashbacks. De er helt sikkert tænkt som spændingsopbyggende, men jeg synes de er med til at bremse læsningen og ind i mellem er det svært at på øje på relevansen.

Ny krimiserie
De bjergtagne er første bind i Anders de la Mottes nye krimiserie med kriminalkommissær Leonore Asker som hovedperson. Jeg skal ikke udelukke, at de relativt store persongalleri, der præsenteres i De bjergtagne får lov til at folde sig ud i de kommende romaner hvilket vil være kærkomment. Jeg er dog ikke helt overbevist om, at jeg er nødt til at følge med i sagerne i afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, men nu får vi se.