Ali Smith er i mål, i mål med sin årstidskvartet. Så nu er det på sin plads at vie ord til et samlende hele - her med udgangspunkt i den lukkende og dermed afsluttende roman Sommer.

Denne roman markerer afslutningen på det projekt, som den skotske forfatter Ali Smith søsatte i kølvandet på Brexit, og det er i mine øjne en faktisk bedrift at nå i mål med det.

Det, der må siges at være i fokus her, er tiden. Tiden, ikke nødvendigvis som en lineær fremadskridende form, men som en flerdimensionel størrelse, der bølger og bugter og favner flere perspektiver, minder, livsanskuelser etc.

Rammefortællingen er som følger: Den 16-årige Sacha Greenlaw bekymrer sig ganske meget om klodens velbefindende. Byen Brighton er hendes udgangspunkt, men tankerne bevæger sig ofte mod Australien og de mange flammer, der florerer dér. Der er endog en virus i Kina, som endnu ikke er blevet betegnet som noget større, og så er der flygtninge rundt i verden, og et britisk ‘rige’, der er delt i to.

Alt er fragmentarisk og til forhandling, scenarier rumsterer, så hvordan skal en ung pige, der arbejder på at lande i tilværelsen; som leder efter sine egne ben at bevæge sig på, finde det afgørende og sikre fodfæste?

Hun har en ganske begavet bror, som trætter hende, en mor, der ikke bevæger sig fermt i de højere bevidsthedsmæssige lag, men snarere finder glæde i de praktiske hverdagstanker og bevægelser, mens hendes far mestendels er optaget af sin nye kone; en kvinde, som skriver på en bog om ords betydning, men som dog selv har mistet evnen til at tale. Alt er vendt rundt, Sacha er overladt meget til sig selv, og det er det, romanen undersøger effekten af.

Her er en gammel herre nøglen. Gluck er hans navn, en tysk indvandrer. Han ved et og andet om opdelingen mellem mennesker i 1940’erne, og Sacha begynder stille og roligt at ane et spor, der historisk gentager sig … nu.

Ovenstående synes for mig at stå som en sansemættet og originalt udtænkt handling, som i sig selv netop lever og kan stå alene, idet den vækker politiske strømninger samt beslutninger til live og skaber debat, hvis man som læser ønsker at gå den vej. Man kan i og for sig også læse romanen for dens iboende kvalitet: de nuancerede personskildringer og autentiske dialoger.

I min verden er der meget mere at vinde ved slet og ret at læse romanerne som den kvartet, de alle indgår i, idet Ali Smith formår at skabe forbindelser mellem de fire romaner, de fire årstider og de seneste års omvæltninger.

Sprogligt er der en særlig nerve. Ali Smith skriver ganske originalt i en slags rytmisk og musisk variant af Jon Fosse, hvor det handler om at flyde med og ikke stoppe for meget op.