Ian McEwan har flere gange over for mig vist, at han har et indgående blik for det, der sker i den menneskelige psyke, idet han på fortrolig og troværdig vis demonstrerer at kende sine karakterers mange lag.

Lektioner, som netop er sendt ud på dansk af Forlaget Gyldendal, er ingen undtagelse.

Vi bliver kastet hovedkulds ind i perioden efter Anden Verdenskrig, hvor Roland Baines, som er den egentlig hovedperson, oplever et og andet; noget, som sidenhen melder sig som skelsættende begivenheder, aflejringer i erindringen.

Det blusser op igen – mange år senere.

Omdrejningspunktet er, at han bliver sendt på kostskole i England, og han løsner sig ikke gerne, men nødvendigt fra sin mors meget omsorgsfulde tilgang, hvorved ensomhed, sårbarhed og frygt slår ind over ham.

Umiddelbart finder han ro i musikken, hos sin klaverlærer Miriam Cornell. Måske lidt for meget ro. Der er i al fald noget, der bryder med intimsfæren – går det langsomt, år efter, op for ham. Det udvikler sig til egentlige stævnemøder. Alt synes godt.

Det er først mange år senere, der er problemer.

Han har såmænd sat sig i hus og familie, med børn og tilsyneladende kærlighed, da hans kone forlader ham. Det sætter lavinen i gang, minderne vælder op, rumler, og Roland flygter, det er første impuls, finder tryghed i litteratur, musik, venner og overflade. Indtil han tager fat og forstår.

Denne roman er i sin lavmælte færden, hvor sproget ikke gør opmærksom på sig selv, men som er så smidigt og smukt, en oplevelse. Det er som at lukke op for noget, der bare vokser og vokser, særligt efter endt læsning, hvor jeg – bilder jeg mig ind – har fået en dybere forståelse af det at være menneske, at være et produkt af en tid og det at forstå sig selv.