Ian McEwan skriver gerne kort og kontant, og Nøddeskal er bestemt ikke nogen undtagelse. Hver en side er spækket med dybde, og således sitrer sætningerne med et og andet ekstra lag, som man som læser ganske enkelt bliver suget ned i.

Jeg har nydt læsning af denne roman, som trods sine dystre toner og ganske grufulde scener også rummer megen humor.

Det er befriende nyt at opleve et foster som fortæller, og dette foster formår vitterligt at give los for følelserne. Han befinder sig i Trudys livmoder, hvor han sidder så godt og grundigt fast. Han erfarer omgivelserne og stemningen gennem lysets afbøjning og hjerteslagene, som han hører meget tydeligt, og det er jo undertiden noget enerverende at blive ramt i hovedet af en anden mands spyd, for Trudy har en elsker, og han har noget grumt i sinde.

Elskeren hedder Claude, og det er ret beset den ufødte drengs onkel. Han har penge, og han tragter efter flere, ligesom han higer efter at komme sin bror til livs. John lader hånt om, at han er vordende fader, for han har nok at gøre med sin gerning som digter, hvor det endelige gennembrud lader vente på sig. Han er således gået med til at lade sig smide ud af sit hus; realiteterne er ikke tydelige for ham, for han lever i en dejlig digterisk drømmeverden. Derfor kan han ikke umiddelbart gennemskue, at hans bror og hans kone planlægger et mord.

Kan du se Shakespeare-aftegningen her? Kommer du til at tænke på Hamlet? Det er der en grund til, for det er faktisk det drama, McEwan bygger videre på. Han omskriver dette stykke til en meget nutidig version, der i stedet for at tage udgangspunkt i Helsingør trækkes til London og til et faldefærdigt hus.

Fosteret venter i spænding, og neglene vokser. Mordet spidser til, og scenen, der leder op til det, er nærgående og en genlæsning værd.

Det er noget af en bedrift at vende selveste Hamlet på hovedet og skabe en humoristisk og samtidig alvorlig satire.

Tag gerne det symbolmættede i, at fosteret venter på at komme til verden og ud til et liv, mens han undervejs i bestræbelserne kan lytte sig frem til mordplanen, der skal gøre det af med halvdelen af hans genom. Det ene liv tages, og et nyt kommer til – måske. Jeg var båret af spænding hele vejen igennem de 208 sider, for med McEwan har man såmænd ingen idé om, hvor vi bevæger os hen. Han har en god evne til at overraske. På et tidspunkt kan det føles sådan, at man bliver taget ved hånden i en rolig bevægelse frem i handlingen, hvorefter fornemmelsen af at være blevet skubbet væk fra stien pludseligt indtræffer.

Denne bog får min varmeste anbefaling.