I Kærlighed i et nyt årtusind befinder vi os i en ikke nærmere defineret landsby i Kina. Som med disse steder, som i deres mikrokosmiske selvtilstrækkelighed altid er kildevæld af anekdoter og intriger (man tænker oplagt her på Márquez), kunne man egentlig også egentlige beskrive handlingen. Wei Bo, en midaldrende fabriksarbejder indenfor sæbeindustrien, er vel en slags hovedkarakter i romanen, men i det sammenvæv af lidenskaber, begær, fordringer og forræderi, som karaktererne nærmest uhjælpeligt er havnet i, er det nærmest mere præcist at tale om en overordnet, drømmelignende kraft, som skaber de scener og genstande, der kaster stene i vandet og sætter ringe i bevægelse.

Wei Bo er gift Xiao Yuan, men han bedriver hor med (blandt andre) enken Niu Cuilan. Til gengæld hengiver konen sig til en affære med doktoren Liu fra byen Chao, hvortil hun også drager da hendes mand havner i spjældet. Niu Cuilan finder sig dog mere rådvild ved den pludselig afskærelse fra sin elsker. For hende bliver den genkomne følelse af forladthed et skub til at drage hjemad til familien og samtidig en opgravning af flere generationers slægtsforhold, som også får personlig konsekvens for Niu selv.

En anden fortælling er om det første møde mellem Wei Bo og Niu Cuilan på et wellness-hotel, som udbyder nogen særegne tjenesteydelser. Disse tjenester modtager kvinderne Ah Si og Long Sixiang også, og begge skal vise sig at have haft tætte forbindelser med Wei Bo i fortiden. Af mere prominente karakterer i bogen skal til sidst tilføjes antikvitetshandleren You og politibetjenten Xiao He.

Kompleksiteten i handlingen er, fornemmer man vel, temmelig høj, og den relativt lange 400-siders roman føles nærmest som en komprimeret version af et dobbelt så langt manus. Formelt set er opbygningen af romanen ellers ganske traditionel. Hvert af de elleve kapitler fokuserer på en bestemt karakters univers, med udgangspunkt i Wei Bo. Denne falder dog snart i baggrunden for i stedet at fokusere på kvinderne i nærheden af ham. Hvis man kan tale om et virkelighedsplan, de alle i fysisk forstand er bundet af, er dette dog intet mere en nødvendig betingelse for det langt større og mere brogede univers, som karaktererne deler med hverandre gennem drømmelignende scenarier og episoder, hvis associative mønstre og sammenfald udgør den egentlige sammenhæng i romanen - umiskendeligt kan man fornemme den jungianske tanke om det kollektivt ubevidste.

Et mere traditionelt tema i bogen er den eventyrsagtige ’hjem-ud-hjem’-rejse, som personernes narrativer hyppigt er struktureret efter. Bortdrivelse fra land til by eller omvendt, den tryghedshungrende jagt efter egne rødder modsat den optrævlende bevægelse mod fremskridt, fortæring og udlevelse. Dette til trods konfronteres læseren regelmæssigt og konformitetsmodsættende med omvendinger, hvor man som læser bevæger sig konstant mod det uvisse således at man til sidst blot forventes selv at medbringe sin lygtemand. Et eksempel på dette er da Xiao Yuan på forretningsrejse i toget lærer end blind mand at kende; denne mand efterlader et dybt indtryk, men falder derefter bort fra fortællingen, for blot senere at blive mødt i form at hans bror på Xiaos hoteværelse; vedkommende, viser det sig, har ledt fortvivlet efter hende i en rum tid.

Herefter indledes en, fra broders side, noget stormfuld bekendelse til tilfældet, som ikke kan undgå at vække mindelser til Dostojevskijs prostituerede. Dostojevskij er, som Borges, Calvino og Kafka, inspirationskilder, som konstant vækkes under læsningen, ikke mindst i den regelbrydning, der tilsyneladende fastholdes som strukturelt princip, og som gør, at man, efter endt læsning, blot efterlades med følelsen af at have besøgt én af Calvinos Usynlige Byer, med længslen og forventningen, efter genlæsning, blot at skulle besøge flere i denne labyrintiske roman.