Det er altid en stor fornøjelse, når forfattere kontakter os i Kapellet, i håb om, at vi har lyst til at skrive lidt om deres arbejde. Dette var også tilfældet med nærværende mulitplotroman, Det inderste af Martin Ringaard. Romanen udkom i 2021, men har først fundet vej til os her i slutningen af ’22.

Som anmelder har man selvsagt et stort ansvar, når folk har lagt en masse arbejde i deres værk, for det er så sikkert som amen i kirken, at anmeldere ofte har ry for at være følelsesløse øgler, der ofte hårdt og ganske unuanceret lader kritikken hagle ned over de ting de bliver sat til at vurdere. Omvendt set, så bliver anmeldere også nødt til at være bundløst ærlige. Så for at foregribe Hr. Ringgaards reaktion på nedenstående, så bliver undertegnede endnu engang nødt til at slå fast, at anmelderi er et spørgsmål om smag og behag, og derfor aldrig kan være en 100% objektiv vurdering af værket, til trods for at anmelder selvsagt har en smule erfaring i at vurdere de ting der lander under Kapellets hvælvinger.

Med dette aber-dabei in mente så bør det indledningsvist slås fast, at denne skrivekarl ikke var udelt begejstret for Det inderste. Dette skyldes ikke at forfatteren ikke er i stand til at skrive, opbygge stemninger, eller for den sags skyld mangler modet til at eksperimentere med form og indhold. Det skyldes mest af alt, at der i løbet af romanens 276 sider ikke sker ret meget.

I Det inderste følger læseren, som det også nævnes på omslaget, ni forskellige figurer. Det er altså en multiplotfortælling, hvor læseren, idet handlingen skrider frem, finder ud af at der muligvis – muligvis ikke – er flere af disse figurer der har relationer til hinanden. I bogen begyndelse kan disse sammenhænge godt virke ret fjerne, men idet man nærmer sig slutningen, så bliver sammenhængskraften langt mere tydelige. Dette er egentlig en meget interessant opbygning, for ligesom når man læser en kriminalroman (uden anden sammenligning i øvrigt – red.), så inviterer tekstens form sin læser til at gisne med om hvad der egentlig er på spil, hvordan de forskellige figurers liv muligvis griber ind i hinandens.

Når vi er ved slutningen, så skuffede den Kapellets anmelder. Til trods for at nogle af de førnævnte tråde samles, så forløses disse ’skæbnesfortællinger’ på en måde der virker næsten lige så formålsløst, som de oplevelser og gerninger der har vært knyttet til de enkelte karakterer. Ud over de to gamle mænd - Harald og Georg - der benytter alle de kapitler de optræder i på at spille skak, så er stort set alle andre figurer i bogen på vej et sted hen. De kører hurtigt gennem natten, med musikken drønende ud af højtalerne. De vandrer langs vejen, i natlige landskaber fyldt med kulde og sand. De har alle svært ved at huske detaljer fra deres liv, være det sig de traumer de har oplevet, eller hvor de har været henne tidligere.

Hukommelsen, eller manglen på samme, synes derfor at være et gennemgående tema, men også et element der i den grad forstyrrer læsningen, for idet ingen af de figurer man møder kan huske hvad det er der tynger dem, før langt henne i fortællingen så kan det være ganske svært at engagere sig i deres liv. Liv der virker formålsløse, triste og fyldt med selvudslettende tanker.

I litteraturanalyse taler man ofte om en bestemt ’stemme’ som læseren kan fornemme idet læsningen skrider frem. Dette kan både være helt konkret; man fornemme f.eks. tydeligt Kurt Thyboes stemme idet han skriver om sit liv https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=13. Det kan også være et begreb der dækker over at forfatteren har en enestående evner at give hver af de figurer der optræder i dennes værk, deres egen, helt unikke stemme. Dette fungerer heller ikke optimalt i Det inderste. For uanset om man følger de gamle skakspillere, eller kvinden der er fanget i huset hos de ækle, fede mand, som hun ikke elsker, er sproget stort holdt i samme toneleje, metaforerne er ret ens og beskrivelserne af omgivelserne bliver alle holdt i samme skrivestil.

Det største problem med romanen er dog manglen på fremdrift. Selv om det selvsagt er en roman, der måske primært skal formidle en følelse af at livet er gået i stå, selv om man fysisk bevæger sig (formålsløst?) fremad, for måske at få læseren til at reflektere over sit eget svære liv, så kommer det aldrig til at fungere helt. Det bliver derimod ret trivielt med alle de smøger der skal ryges, alkohol der skal fortæres, stoffer der skal indtages, i de forskellige figurers forsøg på for et øjeblik at finde lidt glæde i al trøstesløsheden.

Undervejs synes forfatterens personlige præferencer også at trænge sig på, idet både bestemte musikgrupper og forfattere nævnes. Det er da også helt legalt med disse intertekstuelle referencer til Cure, Kerrouac mv., og selv om Hr. Ringgaard har virkelig god smag udi disse kulturprodukter, så medfører dette at man måske får mere lyst til at læse On the Road eller lytte til Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me end at læse videre.

Det største problem er nemlig, at de medvirkende i romanen nærmest konstant famler sig rundt i et metaforisk eller konkret mørke som de – med frygt for at afsløre for meget, [spring derfor de tre næste afsnit over, hvis du vil undgå spoilers – red.] – aldrig rigtigt finder vej ud af. Fælles for alle de personlige fortællinger som optræder, er at de stort set ikke udvikler sig, men sidder fast i den rolle de nu engang har fået, hvis de da kan komme i tanke om hvad den er.

Det inderste har da også en del elementer der virker. Eksempelvis er der en scene hen mod slutningen, hvor en af karaktererne får en bog i hånden, der i beskrivelsen minder umiskendeligt om selvsamme bog læseren selv sidder med i hånden. Da anmelder knuselsker sådanne postmoderne, intratekstuelle træk var håbet at dette aspekt ville styrkes op mod finalen, for at bryde barrieren mellem fiktionen og virkeligheden endnu mere ned. Desværre skete dette ikke.

Romaner skal ret beset ikke alle være plotorienterede og undertegnede havde da også omtrent halvvejs i romanen godt forstået t hvad budskabet om ikke at kunne undslippe den situation man er havnet i var. Det starter dystert og den melankolske tone og nihilistiske stil ændres ikke undervejs. Selv om der glimtvis synes at være håb, slukkes det lige så hurtigt som det optræder. Det er selvfølgelig pointen, for figurerne synes alle at befinde sig i en form for limbotilvæelse, mellem liv og død. Det er muligvis en vild overfortolkning at antage at de ni personer er en reference til de ni niveauer i Dantes Inferno, men muligvis ikke?

Når forfatteren flirter med horrorgenren, både i omslaget og bagsidetekstens lovning om ’livet, døden, kærligheden, sex og vold’, samt den skygge med de røde øjne, som dukker oftere og oftere op mod slutningen, så bliver læserens forventninger også drejet ind på et spor, der i dette tilfælde ligeledes ender blindt. Det er ikke en gyser, men derimod et studie i modløshed og glemte/fortrængte minder om en traumatiserende fortid.

Der er trods alle disse hårde ord, gode takter i prosa’en. For forfatteren er, når han er bedst, god til at skildre stemninger og de grimme tanker som vi alle indimellem bøvler med, når livet kommer på tværs af ens planer. Når det er sagt kunne man godt ønske Martin Ringgaard vill blive bedre til at skabe handlingsforløb som kan engagere læseren mere, med figurer som man rent faktisk kan forme et empatisk forhold til, end tilfældet er her. Kapellet er med på at der her er tale om en allegorisk fortælling, en roman der gennem form og indhold ikke nødvendigvis skal opfattes bogstaveligt, men mere som en metafor for en menneskelig grundtilstand, hvor det er svært ved at finde – eller se - meningen med det hele. Ikke desto mindre bliver der på udsatte steder for tydeligt og andetsteds for kryptisk og navlebeskuende til at det rigtigt fænger.

Når man undlader at nævne navne på de byer som optræder, når figurerne nærmest konsekvent lider af hukommelsestab og når der heller ikke sker ret meget overhovedet, ud over at man møder en række figurer, der er tynget af sorg, hader deres usle liv, virker deprimerede, er enten udadreagerende eller indelukkede, og som primært har det til fælles, at de er på vej mod et mystisk, æterisk endemål, så er det vanskeligt at forestille sig hvilket publikum Det inderste egentlig er tiltænkt.