Ken Liu har med novellen Papirmenageriet scoret et ret enestående hattrick. Den har nemlig ikke blot vundet en Hugo- og en Nebula-pris, men scorede også World Fantasy Awards’ førstepræmie for bedste novelle. Selv om dette skete helt tilbage i 2012, er det først her i 2022 at en lille håndfuld af Lius noveller er blevet udsendt på dansk.

Det er forlaget Falco der står bag udgivelsen. Bogen er under 100 sider lang og er trykt i et format, der lige som Baggaardsbaroners lommeroman-serie eller Fede frelser, der passer perfekt i lommen, så du kan tage den med overalt. Det er ret praktisk, men det bør med det samme siges, at det ikke ville være undertegnedes første valg til en længere togtur. Mest af alt fordi historierne er så velskrevne og interessante, at du nok får læst dem alle, inden toget standser næste gang.

Som du nok har gættet, er Kapellets anmelder helt op og ringe over de tre korte fortællinger. Den første fortælling i samlingen Det perfekte match er en nær fremtidsvision, hvor det populære sociale medie ’Tilly’ hjælper vores hovedperson med alt, fra at vælge den mest kompatible date, til at foreslå hvad de skal spise – med rabat . I starten virker dette som en stor hjælp, men da vor hovedperson render ind i sin nabo, som fortæller ham sandheden om Tilly og ikke mindst om det firma der står bag, sættes han overfor en svær beslutning.

Den første historie er fra 2012 og virker – set med nutidige briller – som utroligt fremsynet, i forhold til at forfatteren har fremskrevet konceptet om teknologien der samler metadata om os alle sammen, for så at benytte dette som en form for social kontrol og til kommercielle formål. Langt de fleste i 2022 ved godt, at mange sociale medier netop lever af denne praksis og bekymringen om de etiske og demokratiske aspekter synes mere aktuel end nogensinde.

Novelle nummer to har fået titlen Simulacrum og fortæller i en form for semirealistisk interviewformat historien om en videnskabsmand, der har opfundet en teknik hvormed han er i stand til at genskabe perfekte dubletter af andre mennesker. På den måde kan han eksempelvis interagere med den 12-årige, videbegærlige version af den datter, der som voksen for længst har distanceret sig fra sin far. Vi får historien fortalt fra både hans men også datterens perspektiv.

Selv om teknologien i denne historie er længere væk fra den virkelighed der omgiver os i skrivende stund, er det stadig et spændende tankeeksperiment, der leger med ideen om hvordan en sådan teknologi potentielt kan være med til at påvirke vores samfund og ikke mindst vore nære relationer. Det er nærliggende at tolke dette, som en slet skjult reference til netop muligheden for at snage i billeder og videoer med eksempelvis ekskæresten på de sociale medier, i et trist forsøg på at rive op i de følelser der var engang.

Den allersidste fortælling er den der har givet navn til udgivelsen. I den bevæger forfatteren sig væk fra de tydelige science-fiction-elementer, for her er de overnaturlige træk i historien tættere på magi end på teknologi. På den vis placerer den sig, som det glimrende efterord af Rune Graulund også nævner, tættere på hvad man vil kalde magisk realisme, end på sci-fi.

I Papirmenageriet fortæller en kort, meget rørende historie om en søn, hvis mor var en kvinde som hans amerikanske far tydeligvis valgte fra et magasin. Som barn foldede hun papirdyr til sin søn. Dyr som moderen kunne puste liv i. Drengen elskede dette legetøj og moderen, men som teenager begyndte også han – lige som datteren i Simulacrum at lægge afstand til sin mor, både på grund af kulturforskellene og på grund af det faktum at han skammede sig over at hun var kommet til USA som en slags vare. Det skal dog vise sig, at sønnen langt fra kendte hende så godt som han troede.

, Det er tre virkelig gode noveller som vi nu kan få glæde af på dansk. Den eneste kritik som denne fine, lille udgivelse bør få med på vejen er, at den udelukkende giver danske læsere tre ud af de femten noveller man kan finde i den engelske udgave af novellesamlingen. Om dette valg er blevet truffet grundet det smarte lommebogsformat kan man kun gisne om, men efter at have snackspist tre noveller, er man altså virkelig sulten efter mere.

Undertegnede regner i al fald med snarligt at få hentet den engelske novellesamling hjem, for slet ikke at tale om et par af Lius romaner. Tusind tak til forlaget Falco, for på denne måde at åbne denne skrivekarls øjne for det der virker som et utroligt spændende forfatterskab.