I Brødremenighedens arkiv i Christiansfeld ligger en interessant levnedsbeskrivelse. Det er forfattet af Johan Samuel Reinhold (1761-1839), der var jøde og voksede op i et jiddisch-præget samfund i Østeuropa, i Lillepolen, et historisk højlandsområde, der ligger i det sydvestlige Polen og tidligere også omfattede dele af det vestlige Ukraine.

Johan Samuel Reinhold endte med at vende jødedommen ryggen og konvertere til kristendommen og tilslutte sig den Herrnhutiske Brødremenighed. Efter at have brudt op med det snærende miljø, han stammede fra, begav han sig ud på en lang rejse gennem Europa over Atlanterhavet til den nederlandske koloni Suriname i Sydamerika.

En ny roman bygger på Johan Samuel Reinholds virkeligt levede liv og er skrevet af tip-tip-oldebarnet Claus Reinholt Hebor, der i dag bor i Vestjylland. Romanen er baseret på den selvbiografi, som Johan Samuel Reinhold, og som i dag ligger i Christiansfeld.

Romanens titlen, Den utilpassede, er en rammende indkredsning af det menneske, der har givet stof til den biografiske roman.

Johan Samuel Reinhold søgte hele tiden noget andet, end det han kom fra. Han var vel - efter bogen at dømme - en hvileløs sjæl, der aldrig rigtig fandt sig tilpas, og som grundlæggende havde den tro, at ethvert menneske måtte leve det liv, han eller hun ønskede. Frihedstrang før religiøse regler og social kontrol. Mens vi i dag - sådan lidt firkantet sagt - mener, at vi kan alt, hvis bare vi vil, var verden vendt på hovedet, hvis vi går tilbage til slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet - til trods for de spirende frihedsbevægelser.

Hvorfor digte videre på det, som Johan Samuel Reinhold allerede har nedfældet, og som ligger som kilder i arkivalierne i i den sønderjyske herrnhuter-by?

Jo, hans tiptop-oldebarn har en formodning om, at den gamle beskrivelse er blevet tillempet, så den passer ind i Brødremenighedens selvforståelse. Claus Reinholt Hebor mener, der kan være tale om en redigeret version, der er kompatibel med Brødremenighedens livsfilosofi. “En jøde, der ser lyset og bliver omvendt til den rette tro”.

Digteriske friheder
Dette må sandsynligvis hvile må overlevering og forfatterens tro mere end på kildestudier. Claus Reinholt Hebor er historiker, men det er ikke historikerens metode, han benytter sig af i romanen. Han er derimod en skønlitterær forfatter, der tager alle de digteriske friheder, der tilkommer ham.

Og det er en fin roman. Johan Samuel Reinhold bliver i første omgang tiltrukket af trygheden og fællessskabet i Brødremenigheden, der er i Christiansfeld en evangelisk-luthersk frimenighed grundlagt af tilrejsende tyskere sydfra. I bogen beskrives byen dog også som afskærmet og lidt lukket for verden udenfor. Men alle staklerne uden for Christiansfeld har ikke set lyset - sådan lyder i hvert fald fortællingen i Christiansfeld.

Johan Samuel Reinhold gør sig dog gradvist den erfaring, at dem “udenfor også er også er lykkelige, selv om de ikke lever så asketisk og pietetsfuldt”.

Selv om forfatterens tiptip-oldefar ikke er ukritisk over for Christiansfeld ender han dog med at blive boende. Til sidst bryder han dog med menigheden.

Bogens hovedperson bliver hver gang skuffet, de steder han kommer hen. Da han drager over Atlanterhavet, tror han, at han rejse til den nye, fir verden, men han bliver blot konfronteret med slaveriets umenneskelighed, som han hurtigt rejser væk fra.

Dette er ikke nogen klassisk dannelsesroman med de typiske tre faser fra ‘hjem’ over ‘hjemløs’ til ‘hjem’, hvor hovedpersonen efter megen modgang til sidst finder fodfæste og fremstår som et helt menneske. Og det er bestemt en af bogens flere kvaliteter. Den er godt fortalt, men som læser ved man også, at forfatterens stemme hele tiden er vævet ind i hovedpersonens.