Undertegnede har flere gange følt sig som lidt af en særling, når der blev hevet en bog op af tasken, i situationer hvor man eksempelvis skulle køre en kortere tur i bus, eller mens man stod i en længere kø eller ventede på et eller andet. Denne øgede bevidsthed om folks blikke, har dog aldrig været generende, tværtimod – anmelder har ofte undret sig over, hvorfor der ikke er flere læsere at se i bybilledet herhjemme. Når man rejser rundt i verden (bare tag en tur i Londons Underground) så vil man kunne opleve mange mennesker, unge, gamle, tykke og tynde, kvinder og mænd, der læser alt fra aviser og tidsskrifter, til regulære bøger. Selvfølgelig kan man også fordrive tiden med Candy Crush eller Facebook på ens smartphone, men hvorfor ikke være mere oldschool og få en litterær oplevelse, eller ligefrem lære noget nyt, mens man alligevel bare skal have tiden til at gå?

Måske kan forlaget Baggaardsbaroner hjælpe danskerne med at bruge deres spildtid på at læse lidt, for de har netop udsendt tre såkaldte ’Baglommebøger’ som defineres på følgende måde på forsidens flap; ”Baglommebog. Passer lige ned i baglommen og kan læses på 30 minutter, mens du venter på bussen. Eller på jobcenteret. En serie af selvstændige og afsluttede kortformater, der agerer som introduktion til oversete eller kuriøse stemme i dansk litteratur.” Dette er ikke falsk varebetegnelse, for ud over at Kapellets skrivekarl taknemmeligvis ikke har gæstet jobcentret i rigtigt mange år, så er bøgerne som antydet ganske hurtigt læst. Det betyder dog ikke, at de er lige så hurtigt glemt efterfølgende.

Som det nævnes i ovennævnte beskrivelse, så er der tale om tre ’selvstændige og afsluttede’ værker, men alligevel har Kapellet haft den frækhed, at skrive denne samlede omtale af de tre første bøger i serien. I forsvar for en sådan samlet anmeldelse garanteres der, at hver af de tre bøger naturligvis får den særbehandling de har krav på og bliver omtalt som de unikke tekster de er. For til trods for at alle teksterne har det til fælles at de er 58 sider lange og eksperimenterende i deres form og udtryk, så er der tale om tre meget forskellige prosatekster.

Tekstlig undergang
Som titlen Aprosalypse antyder så er den første bog i serien en slags undergangsfortælling, der lige som alle andre dommedagsmyter synes at byde på en form for genfødselsutopi oven på de tre indledende afsnit. Indledningen forekommer som en slags tekstmæssig ækvivalent til universets endegyldige ophør. Et tekstunivers der helt bogstavligt brydes op og falder fra hinanden, ovenpå en række sider hvor dommedag rykker tættere og tættere på.

Simon Kabel leger med andet end blot typografien, for den allersidste del i Aprosalypse tager en helt anden form. For det første er siderne som teksten er trykt på blå. For det andet har denne del af bogen fået titlen Miraklernes Bog en titel, som den unavngivne fortæller (der i bogens første del omtaler sig selv som et ”jeg”, i det næste som ”vi”) nævner flere gange. Ikke kun er farverne på siden en kontrast til det foregående, for ulig d foregående sider står der kun en enkelt eller to linjers tekst centreret midt på siden. Den største forskel er dog indholdet af det der skrives. I stedet for at præsentere læseren for dunkle dommedagsbeskrivelser, virker Miraklernes bog mere som lette, ofte meget positive tekststykker, der opfordrer til eftertænksomhed eller ligefrem fremkalder et skævt smil hos sin læser.

Den første bog i serien, var for undertegnede en sær men også fascinerende læseoplevelse. Teksten er så tilpas kryptisk og fascinerende, at det nok er den baglommebog, der vil ned med at ligge længst i kapellanens buks. Den indbyder nemlig i den grad til genlæsning, så den nysgerrige læser måske kan komme lidt tættere på at løse det mysterium som teksten udfolder. Der leges med sproget, med struktur og layout og i sidste ende bliver det til en både genkendelig og sært fremmedgørende verden som viser sig. Det er skiseme ret godt gået på 58 sider.

Rummand på afveje
Baglommebog 002 kan vist godt betegnes som en ganske udknaldet science-fiction fortælling. Dette ikke kun fordi der helt konkret optræder billedet af en person i rumdragt i de dele af bogen, der fungerer som en slags kapitelinddeling. Personen står godt nok med ryggen til tilskueren, men idet man begynder at læse, er der også flere andre ting der emmer af science fiction.

I flere science fiction-romaner (meget tydeligt eksempelvis i Anthony Burgess A Clockwork Orange) er der til lejligheden blevet opfundet en masse nye ord. Disse kaldes ’novums’ i litteraturteorien. Kahan Kesef går dog et skridt videre og har indført en række rebusagtige piktogrammer som en fast del af sit tekstuelle univers. Til at starte med kan disse ordtegninger måske sætter læserens tempo lidt ned, men (lige som hos Burgess) bliver det hurtigt en vane at omsætte de kryptiske symboler til ord og mening. Ord som ’komet’, ’menneske’ og ’ørken’ er ikke vanskelige at afkode, men der er også et tegn, der ligner en spiralhånd med lange kløer, som er svært dechifrerbart. Anmelders bedste bud er, at dette mystiske symbol er synonym med et slags fremmed væsen; en alien.

I fortællingen følger læseren dels denne rejsende, dels denne alien gennem et landskab der på en og samme tid er både fremmed og sært genkendeligt. Uanset om vi er på jorden ude i fremtiden, eller på en fjern planet, så kastes læseren ned på denne klode efter en kernereaktor tydeligvis har brændt det meste væk. Det hele er dog ikke nådesløs ørken for på et tidspunkt åbenbarer en skov sig også for de rejsende. Ud over den rejsende og den fremmede, så optræder der også en ikon der liner et slags ørneøje, som omtales som ”Det Tørstige Lands største jæger”. Det er med andre ord en både farlig men også sær poetisk, ikonverden som udfolder sig. En verden der, lige som første bog i serien, med fordel kan udforskes mere end en gang.

Alt for gæsterne
Den tredje, og foreløbigt sidste lommeroman bærer titlen Hotellet og er umiddelbart den mest lettilgængelige af de tre. Dette skyldes dels at den er skrevet i mere letlæselig prosa og dels at den byder på et noget mere traditionelt forløb, som byder på en start, midte og slutning.

Når det så er sagt, så er besøget på Hotellet ikke for de sarte. Hovedpersonen, der er overtjener på hotellet, finder i starten af historien hoteldirektøren død og beslutter sig selv at fortsætte driften. Det er selvsagt ikke nemt, for der er både krævende gæster, vinteren står for døren og der skal hele tiden mad på bordet.

Uden at afsløre for meget, så udvikler denne kattepine sig hurtigt både absurd og ret makabert. I et forsøg på at løse problemet med manglende brænde, begynder vores snarrådige fortæller at brænde møbler og andet interiør af. For at gæsterne ikke skal opdage noget, bruger han også en del tid på at flytte møblementet rundt på værelser og i korridorerne, så gæsterne ikke lægger mærke til at der pludselig er mangel på inventar. Hvis du vil vide hvordan han får løst de øvrige problemer, så bliver du altså selv nødt til at læse Storm Frosts kortroman.

Baggaardsbarnoner i baglommen Selv om alle tre bøger er hurtigt læst - hvilket jo er hensigten - så er de alle interessante små værker, der alle er så finurlige, at man har får lyst til at genlæse dem, muligvis ikke kun for at få tiden til at gå, men fordi de alle er både underholdende, poetiske og pirrer læselysten.

Kapellet håber i al fald på at konceptet om en lommebog er noget der griber om sig. Ikke kun fordi at anmelder gerne modtager flere lommefortællinger i fremtiden, men fordi at det da vil være fantastisk hvis flere fik lyst til at læse. Baglommebøger virker nemlig som et rigtigt dejligt zen-alternativ til at lade sig distrahere af de sociale medier og spil på mobilen, der synes at være de flestes første valg man i øvrigt ellers ikke lige ved hvad man skal give sig til.