Dystopi, når den er bedst, værst og virkelig inciterende.

Denne Station 11 er skrevet af Emily St. John Mandel, og Lindhardt og Ringhof er således det danske forlag, der har båret den ind i vores sproglige verden her i Danmark.

Det er bragende uhyggeligt, du!

Det handler om ikke andet end – hold nu fast – menneskets undergang, ganske enkelt. En undergang, der tager sin begyndelse, idet en gruppe mennesker, som er samlet til en forestilling på et teater, hvor selveste King Lear af William Shakespeare bliver opført, ser noget decideret urovækkende.

Der er en influenza løs, og den slår hårdt. Det kan klinge en kende hult nu i dag, men sådan er det. Mennesker falder som fugle; de dratter direkte om på gaden, og spørgsmålet, man som menneske på sin vis tvinges til at stille sig selv, er: Hvordan overleve? Kan man i det hele taget sikre sig livet i denne grufulde tid med megen død i gaderne?

Det er spørgsmålet.

Vi er i USA. Det er i nutiden. Det er i vores tid, med andre ord. Først er sygdommen til stede i baggrunden, i medierne, som en messende stemme, ingen rigtig noterer sig, men så tager det fart, og der tudes højt i højtalere.

Smitten stiger.

Det har vi hørt før, ikke?

Forskellen, den markante forskel, er, at her er dødeligheden 99%, og så har vi straks en situation, der er vanskelig at balancere i og på.

Man kan overleve. Der er 1% chance.

Tror man på det, eller slår desillusionen ind over? Det er det, forfatteren her kredser om i en belysning af menneskesindets ageren, når det er presset, og jeg ved ikke helt, om jeg er helt med på det. Præmissen synes jeg ikke umiddelbart lykkes at få præsenteret på nuanceret og autentisk vis, for jeg møder mennesker i romanen, hvis handlinger og reaktioner forekommer mig atypiske.

Nuvel.

Det hele tager sin begyndelse på scenen, hvor skuespilleren Arthur Leander dør af hjertestop. Og romanen igennem vender vi tilbage til det tilfælde fra forskellige sider, for der er mennesker derude med særlig forbindelse til den netop afdøde mand. Disse tråde bygges romanen op omkring, og det skulle meget gerne forløse sig i en afslutning.

Gør det så det?

Det synes jeg faktisk!