Den typiske chicklit-heltinde er klodset, kaotisk og generelt uden kørekort til livet. Dét kan man ikke sige om hovedpersonen i engelske Sarah Haywoods debutroman: Kaktus. Den 45-årige Susan har styr på sig selv og sit liv. Hun excellerer i sit job som offentligt ansat, hvor hun behandler klagesager og går mere op i sin kaktussamling på skrivebordet end i sine kolleger. I privatlivet er hun single, men har et fast ”interpersonelt arrangement” med den polerede Richard.

Så rammer katastrofen naturligvis: Da Susan på én gang bliver gravid, mister sin mor og ryger i bitter arvestrid med sit mandebarn af en bror, ramler hendes velordnede verden. Samtidig melder broderens ven, Rob, sig på banen, og han er på alle måder upoleret. Arvestriden afdækker langsomt en familiehemmelighed, som for alvor truer med at ryste Susans opfattelse af, hvem hun er.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har en stor forkærlighed for chicklit-genren og det, den kan, men Kaktus ramte mig ikke rigtig. Det skyldes til dels hovedpersonen. Som bogens titel antyder, er Susan et stikkende bekendtskab. Hun er bedrevidende, humorforladt og dybest set en skrækkelig robot af et menneske. Det er naturligvis også romanens store pointe, og vi får også en del af forklaringen på, hvorfor hun er blevet, som hun er. Men det kan blive lidt trættende i længden.

Derudover var det min oplevelse, at måden, bogen er fortalt på, trækker spænding ud af historien. Susan fungerer som bogens jegfortæller, men i store passager af bogen refererer hun blot begivenhederne for os. Der er meget lidt dialog mellem hende og de øvrige personer, og det er synd, for dialogen kunne have givet mere liv til teksten. Det er ikke til at vide, om det er et bevidst valg fra forfatterens side. Kombineret med, at Susan ikke altid er så sympatisk en hovedperson, bliver hendes lange referater lidt monotone.

Endelig er der enkelte elementer i romanens plot, som kunne hænge bedre sammen. På den måde bærer Kaktus præg af at være en debutbog. Der bliver næsten lige lovlig mange vupti-løsninger på problemerne i slutningen.

På positivsiden er det forfriskende, at Haywood giver chicklit-genren et twist, ved at lade den kvindelige hovedperson være forholdsvis gammel og ved at inddrage graviditet som et tema. Den familiehemmelighed, der oprulles, så jeg heller ikke komme, så på den måde overrasker romanen. Derudover er den flot og præcist oversat af Aya Køllgaard Carlsen, og Maria Sundberg har begået et visuelt lækkert cover.

Den her bog er til dig, der kan lide chicklit, men som også er åben for seriøse temaer som moderskab, søskenderivalisering og identitet.