Den franske forfatter Michel Houllebecq bliver af flere kritikere anset for at være meget kontroversiel. Romaner som Elementpartikler og måske især Underkastelse, der leger med ideen om et fremtidigt Frankrig baseret på Sharialov, er da også ganske grænseoverskridende og kan da godt virke bevidst provokerende på enkelte af de læsere, der giver sig i kast med den.

Nu er en af mandens tidligste (kort-)romaner Lanzarote kommet på dansk fra forlaget Vinter. Den blev oprindelig udsendt i forfatterens hjemland i år 2000 efter udgivelsen af Elementpatikler men før Platform.

Den danske udgave fås endda i hele to versioner. Standardudgaven byder udelukkende på selve romanen, men særudgaven inkluderer en ekstra bog, som ikke byder på tekst, men på fotografier fra ferieøen, taget af forfatteren selv. Her i Kapellet har vi været så heldige at modtage sidstnævnte til anmeldelse.

Selv om romanen er hurtigt læst, fortællingen skildrer en unavngiven hovedperson, der tydeligt træt af udsigten til at skulle deltage i nytårsaften 1999 i Frankrig i stedet vælger at tage på charterferie, men ud over den basale fortælling leveres der også en række velkendte Houllebecq-elementer undervejs. Ud over den skarpe, satiriske tone, der i et ganske nøgternt sprog spidder de andre feriegæster, som fortælleren observerer eller interagerer med, så får læseren også en række lettere nedslående kommentarer til de såkaldte ’seværdigheder’, som Lanzarote byder på. Endelig er der også inkluderet en ganske velvoksen portion eksplicitte, udpenslede beskrivelser af sex. Så kender vi ham igen!

Selv om hovedpersonen søger at undslippe den tristesse, som forbindes med det forestående årtusindskifte, så virker det ikke som om, at ferieturen tryller den væk. Ikke sådan at forstå, at fortælleren konsekvent synes at fyre negative bredsidder af mod ferieoplevelsen, men der synes at være en antagonistisk grundtone overfor de oplevelser og flere af de figurer, som skildres undervejs.

Læseren møder via fortælleren primært tre figurer. Den ene er den belgiske politimand Ruddi, der selv synes at være plaget af en depressionslignende træghed, så selv udsigten til uforpligtende sex med fremmede ikke forbedrer hans humør – snarere tværtimod. De to andre er Barbara og Pam, der til trods for deres meget angelsaksiske navne er et lesbisk par fra Tyskland. Det er disse to kvinder, der til trods for deres primære seksuelle præference velvilligt lader hovedpersonen trænge sig på (og ind i sig).

Samtidig med beretningen om øens sparsomme attraktioner – det er i Houllebecqs optik tydeligvis ret begrænset, hvor fantastiske disse er, foruden vulkanske stensletter og en tarvelig kaktuspark – så fletter forfatteren også en historie om en sær kultagtig, new-age-agtig sekt kaldet ’Raelbevægelsen’ ind i sin historie. En sekt der har en idé om at menneskeheden er skabt i et laboratorium af rumvæsener for mange millioner af år siden og som hér på Lanzarote har til hensigt at bygge et modtagecenter til disse aliens, så de kan føle sig velkomne, næste gang de aflægger vor planet et besøg.

Ovenstående delelementer kan muligvis lyde som nogle man måske ikke just har lyst til at bruge tid på, men Lanzarote er faktisk en rigtig god læseoplevelse. Det skyldes ikke mindst Houllebecqs sprog, der i Niels Lyngsøs oversættelse, er en ren fryd. Selv om du, kære læser, hverken er mand eller fransk, så er det ikke svært at blive både fascineret af hovedpersonens holdninger, gerninger og syn på sin omverden. Romanen forekommer – ganske som mandens øvrige bøger – ikke at være fyldt med hverken symbolik eller intellektuelle, intertekstuelle akademikerlege, men derimod får man en fiktion, der indimellem kommer rasende tæt på de mest dunkle tanker, man i en svag stund selv kunne have haft ved poolen under sydens sol.

Hertil kommer den fotobog som er inkluderet i den såkaldte ’Limited edition’. Bogen er næsten lige så sidemæssigt omfangsrig som selve romanen og byder på en lang række mennesketomme farvefotos fra Lanzarote. Der er klippelandskaber, stenørkener med meget sparsom bevoksning, landskaber med bjerge og fjernt hav eller nærbilleder af strukturen i en klippeside. Houllebecq er nu langt bedre som forfatter end som fotograf.

Selv om der er enkelte meget fine kompositioner imellem fotografierne, så undrer det også anmelder en anelse, at der også har sneget sig en lille håndfuld billeder ind blandt de øvrige, som faktisk ikke er helt i fokus, eller som virker som nogle, der er blevet forstørret mere, end hvad godt er. Til gengæld er det måske bevidst at dette valg er blevet truffet, for at understøtte den stemning af ensomhed, modløshed og en nærmest klinisk observans, der også gennemsyrer romanen. Man kunne ligefrem fristes til at sige, at læseren kunne lege med ideen om at fotografierne er taget af den navnløse hovedperson i bogen. Til gengæld er det så lidt mystisk, at hverken Pam, Barbara eller Ruddi har sneget sig på nogen af disse trøstesløse vulkanlandskaber.

Lanzarote er som nævnt en fryd at læse men sikkert også en kortroman, der især vil bringe glæde til de læsere, der i forvejen er vilde med Houllebecqs stil. Den er umiddelbart ikke så vedkommende, så samfundsrevsende, så debatskabende eller helt så god som flere af mandens øvrige værker, men det betyder ikke, at du ikke bør læse den. Endelig så bør du endelig forveksle ikke bogen med en Turen går til… Lanzarote og så alligevel, måske skal helhedsoplevelsen af en ferie findes et sted mellem turistbrochurens tillokkende farvefotos af azurblåt vand og Houllebecqs mennesketomme stenørkener.