Hvad er bedre, her i sommervarmen, end at sætte sig godt til rette (eventuelt i skyggen) og opleve et isnende gys? Nej, det er der jo ikke ret meget der er, vel? Sommeren er jo også en tid med masser af distraktioner; en (svømme-)tur i det gode vejr, en kølig drink, der skal tilberedes, en hæk der skal klippes, et barn, der kræver omsorg, en vandkamp, der skal udkæmpes, eller noget helt andet. Mulighederne er mange.

Heldigvis er der hjælp at hente, for debutanten Ditte Maja Noach, har med sin litterære debut skabt novellesamlingen Det rådne der består af en kort, noget kryptisk introduktion, hvorefter der følger 5 grumme fortællinger i novelleform. Det der binder disse fortællinger sammen er, at de alle foregår i Helsingør eller omegnen. På den måde kan du både opleve et par gode gys og samtidig finde tid til nogle af de andre sommersysler som blev beskrevet i første afsnit.

De fem fortællinger er meget forskellige og viser på den led spændvidden af Noachs evner indenfor genren gysernovelle. Den første fortælling Jernbanehotellet handler om en ung kvinde, der skal besøge sin gamle, demente mor på plejehjemmet, men besøget udvikler sig selvfølgelig drastisk anderledes end kvinden først havde troet. I nummer to Den blå mannequin falder hovedpersonen nærmest ved et tilfælde over en mannequinfigur. Han maler den blå og hvad der herefter sker skal selvsagt ikke afsløres. I denne historie har Noach ladet sig inspirere fra sagnet om Valdemar Atterdag. I det hele taget synes forfatteren at have hentet sin inspiration fra mange forskellige kilder, fra populærkultur til sagn og hun er også velbevandret i forskellige undergenrer til horrorgenren.

Den tredje og fjerde fortælling, der efter denne anmelders mening er de stærkeste i samlingen, er ren body-horror. I Lammets bryllupsfest får en provokeret abort fatale følger og i Havtasken vendes den gamle idé om en ”truende” maskulin seksualitet på hovedet. Antologien afsluttes med Sorte Kristian der starter som en kærlighedsfortælling, der selvfølgelig ikke ender harmonisk. Alle fortællingerne er læsværdige og skrevet i et sprog, der godt kan være udfordrende for enkelte læsere, men som også tilføjer dem litterære kvaliteter, der tegner virkelig lovende for debutanten.

Noach er god til at skabe stemning og variere sit sprog fra den ene historie til den næste, men hvad der måske er mest imponerende er, at de fem historier alle er ganske originale. Enkelte af dem, som eksempelvis Jernbanehotellet afrundes lettere mærkværdigt og uforløst, men det er ikke fordi forfatteren ikke er i stand til at skrive slutninger, det handler snarere om at der skal arbejdes sammen med læseren i forhold til at skabe mening.

Ud over den åbenlyse tiltrækningskraft der er i at anskaffe sig en ny dansk gyserantologi, så har en af Kapellets yndlinge John Kenn Mortensen leveret såvel forsiden, som en række titelbilleder til hver af de fem fortællinger. Dette gør også, sammen med det lækre layout og tryk (som Baggaardsbaroner er så dygtige til) at udgivelsen tager sig rigtigt lækker og indbydende ud.

Selv om den hærdede gyserfreak måske kan påstå at have oplevet lignende fortællinger andetsteds, så er Noachs fortællinger - som allerede antydet - opfindsomme og ret så originale. Nydelsen af disse fortællinger forringes bestemt ikke hvis læseren ikke har kendskab til Helsingør og omegn (det har undertegnede eksempelvis slet ikke). Kapellets anmelder postulerer i samme åndedrag at et mere indgående kendskab til området dog sikkert vil tilføje noget lokalkolorit, som folk der bor dér vil nyde lidt mere end os andre.

Kort sagt, så er Det rådne en glimrende antologi, der viser at Noach er en kompetent fortæller, der på relativt få sider er i stand til at skabe både stemning, indlevelse og uhygge. Kapellet vil derfor varmt anbefale bogen og desuden holde et høgeblik på forfatteren fremadrettet. Der er garanteret flere fortællinger gemt i den mørke muld under Helsingør end de der sættes til skue her.