I Kapellets kolde kælder er vi tidligere stødt ind i den svenske gyserforfatter Mats Strandberg. Første møde med manden var, da den overnaturlige gyser Hjemmet dukkede op, og anden gang han kiggede forbi var det med den blodige vampyrhistorie, som foregik på Færgen . Nu er Modtryk klar med hans tredje roman på dansk, og denne gang har forfatteren valgt en ramme for historien, der er en helt tredje ’klassisk’ undergenre til gyseren, nemlig ’slasheren’.

Selv om dette næppe er en egentlig litterær undergenre, så kan langt de fleste gyserfans genkende denne fra filmens verden, for der findes jo efterhånden et utal af film, hvor en familie, en gruppe venner eller en lejerskole tager på udflugt langt væk fra civilisationen, og hvad der måske skulle have været en hyggelig weekendtur bliver ødelagt af en ofte maskeklædt og særdeles voldsparat figur. Én efter én må de sagesløse figurer lade livet på en tiltagende grusom vis, og fremdriften består for modtageren i, hvem der mon dør næste gang, og hvem – hvis da nogen – som overlever til allersidst.

Denne skabelon følges også i Konferencen, og samtidig genbruger Strandberg også den strategi, som læsere af hans forudgående bøger kender godt. De enkelte kapitler fokuserer på en enkelt af de medvirkende, så man springer fra den enkelte figurs perspektiv og tanker til den næste. Samtidig bliver kapitlerne fysisk kortere og kortere i trit med at vi nærmer os romanens afslutning. Selv om ordet ’genbrug’ måske kan have negative konnotationer, så skal det ikke opfattes sådan hér, for Strandberg har fundet frem til en yderst effektivt formel, der sørger for, at også Konferencen bliver en roman, der er svær at lægge fra sig, idet man først er begyndt at læse.

Skal man være lidt grov er langt de fleste slasherfilm fyldt med karakterer, der er pisseirriterende eller meget overfladisk skildret, så man ofte blot sidder og tæller minutterne til, morderen gør sin entré og begynder at slå dem ihjel fra en ende af. Dette skal Strandberg ikke klantres for, for selv om der selvsagt er figurer, der er både nederdrægtige, dobbeltmoralske og decideret svinske overfor de andre, så er de ganske klart skildret, og forfatteren får hurtigt etableret dem og deres indbyrdes forhold. Selv om der er et ret stort persongalleri, bliver det aldrig forvirrende.

Mere interessant er det også at Strandberg bruger sin roman til at fortælle om forholdende i en lille svensk kommune: Kolarängen. De diskussioner og de rænkespil, der udfoldes er ikke kun fyld, men forekommer snarere som en slet skjult kritik af, eller måske rettere en satire over, hvordan kommunalt ansatte arbejder. Læseren mødes af en række pampere, smarte marketingsfolk, ærekære kommunalt ansatte og ikke mindst af mellemledere, der hellere vil vildlede deres kollegaer end at fortælle sandheden om det projekt, det hele drejer sig om.

Den konference som titlen taler om foregår nemlig i et nyligt renoveret feriecenter langt inde i en skov ved en stor sø. (Var der nogen der sagde Camp Crystal Lake?) Her skal en gruppen fra kommunen mødes til et seminar, hvor de skal tale om det seneste kommunale projekt; planlægningen af et enormt indkøbscenter, der den efterfølgende dag skal præsenteres for den lokale presse.

Alt er dog ikke som det skal være. Man finder hurtigt ud af, at kommunen på det nærmeste har smidt en lokal bonde ud af sin slægtsgård, for at finde den bedst egnede plads til det nye center. Desuden har to af deltagerne har også fundet frem til, at de vidtløftige planer som skal præsenteres den kommende dag måske ikke er andet end et luftkastel. Ved at gennemgå mails, og andet halvfortroligt materiale og ved at snakke med de firmaer, som projektleder Jonas har tænkt at fortælle pressen om næste dag, har de fundet ud af at disse planer ikke er realiserbare. En viden som de selvsagt har tænkt sig at dele med omverdenen til mødet.

Læseren følger det magtspil, der udfolder sig. De, der har den insiderviden, der muligvis kan afsløre Jonas i dennes løgn, er både oppe mod Jonas’ image og de alliancer som han har formet i sin tid som ansat i kommunen. Enkelte er meget loyale overfor Jonas, andre kan måske have deres tvivl og dette er utvivlsomt et nogenlunde realistisk billede af hvordan sådanne alliancer kan formes og brydes på enhver arbejdsplads, hvad enten den er kommunal eller ej.

Om Jonas’ svindelnumre bliver afsløret eller om den mystiske morder, der med uhyggelig effektivitet sørger for at nedbringe antallet af kommunalt ansatte, når at dræbe alle før pressen dukker op skal selvsagt ikke afsløres hér, men Kapellet kan godt afsløre at det er rigtigt spændende læsning, selv om kommunalt forvaltningsarbejde måske ikke just lyder som det mest æggende.

Gyserfans vil med garanti frydes over de udpenslede drab og de referencer, der kan læses ind i teksten undervejs. Disse viser at forfatteren også er rigtigt godt inde i denne undergenre. Det kan godt være at denne nye gyser ikke just er vildt opfindsom, men Strandberg har alligevel fundet ud af at levere et fint twist på denne type historie. Det bliver aldrig så socialt bevidst, som man oplever hos landsmanden Lindqvist, men det er stadigvæk brandunderholdende, voldsomt og ganske velskrevet popcornunderholdning.