De kan altså et eller andet de svenskere. Her tænkes ikke kun på at de kan være så politisk korrekte, at det næsten bliver pinligt, eller deres evne til at lave verdens bedste knækbrød, men i stedet at de kan skabe fantastiske gyserfortællinger, der virkelig fungerer.

I skrivende stund kører anden sæson af den fænomenale (og i denne anmelders optik alt for oversete) tv-serie Jordskott på broderfolkets nationale TV-kanaler og ser man bare et par år tilbage har forfattere som John Ajvide Lindqvist og Stefan Spjut gjort sig bemærkede. Mest af alt fordi de både har formået at skabe en isnende gyserstemning iklædt velkendte, skandinaviske rammer, hvilket, kombineret med en virkelig god fortællerevne, er med til at give et friskt pust til en ellers lidt støvet, generisk romangenre.

Den nordiske thriller/gyser (forsøgt markedsført som både Nordic noir eller Nordic twilight) har derfor ganske gode vilkår for tiden og derfor var det også nærliggende at hr. Redakteur kastede sig glubskt over Hjemmet skrevet af Mats Strandberg. Han har tidligere skrevet børnebøger, men i 2016 udkom Færgen der er hans første roman henvendt til et voksent publikum. Desværre nåede Kapellet ikke Færgen (bemærk den ikke særligt vellykkede Dreyer-vits – red.), men det skulle vise sig at være en kæmpefejl, i hvert fald hvis man kan bedømme den ud fra Standbergs seneste roman Hjemmet.

Det er nærmest en kliché at sammenligne alle horrorromaner der udgives med Stephen King, men denne kliché skal altså lige hives op af hatten endnu engang. Ikke alene har forfatteren fortalt, at det var King der nærmest traumatiserede ham i barndommen men som senere skulle blive en stor inspirationskilde for forfatteren. Som hos King er Strandberg ualmindelig god til at få etableret en meget troværdig hverdagsrealisme, for så senere at smugle overnaturlige elementer ind i ligningen. Forskellen er dog, at den realisme som er fremherskende i Hjemmet er svensk og derfor umiddelbart er meget nemmere at forholde sig til end havde historien foregået på et lignende sted i Florida.

Romanens ene hovedperson er Joel. Hans mor er demensramt og derfor skal barndomshjemmet ryddes og sættes til salg. Joels bror Björn er ikke til megen hjælp, for han har belejligt valgt at tage på charterferie med kone og børn. Joel er i øvrigt ikke særlig glad for at være hjemme igen, for barndomsbyen byder, som langt de fleste nok kender til, på historier og personer som har været medvirkende til at man i sin tid flyttede bort.

Bogens anden hovedperson er Nina, der engang var Joels bedste ven men som nu faktisk slet ikke har lyst til at være i stue med ham (hvorfor dette er tilfældet skal man selvsagt selv læse bogen for at hitte ud af). Dette besværliggøres dog af, at hun arbejder som plejer på Fyrreskyggen – det plejehjem som Joels mor Monica skal flytte ind på.

Det er helt grundliggende en fantastisk idé at lade en gyserfortælling udfolde sig på et plejehjem fyldt med senile, demente og halskøre gamle mennesker. For når de overnaturlige elementer langsomt, men sikkert begynder at påvirke beboerne, så tilskrives mange af deres udsagn, opførsel og handlinger blot deres alder eller deres diagnoser. Samtidig er Strandbergs beskrivelser af dette trøstesløse sted, selv hvis man ser bort fra gyserelementerne, ubehageligt nok. Dette handler ikke kun om den evige, tunge luft hvor lugten af urin og gamle mennesker ikke kan fjernes selv med det stærkeste industrielle rengøringsmiddel, men også om mange af de stakkels, gamle mennesker der er fanget i deres eget univers, eller som har mistet evnen til at kommunikere med deres omverden.

Alle der har besøgt eller arbejdet på et alderdomshjem vil derfor nemt kunne nikke genkendende til mange af de fine observationer som forfatteren kommer med. Tilsætter man så noget uforklarligt til disse rammer så fungerer det meget overbevisende, for hvilken plejer ville ikke blot affeje en gammel beboers udsagn om at der sker noget uforklarligt, med at det er demensen der er på spil?

Forestiller man sig at Hjemmet ville blive filmatiseret, så ville det med garanti blive en medrivende men også lidt generisk fortælling, som nok sikkert ville virke som mange andre gyserfilm. Læser man derimod bogen så hæver den sig hurtigt over det banale. Her tænkes ikke så meget på selve plottet, men i stedet på den måde som forfatteren er i stand til at beskrive enkeltpersonernes følelser og de mange småfortællinger og observationer som gøres undervej. Han får skabt nogle helt igennem troværdige figurer, komplet med fejl og mangler, der gør dem meget nemme at relatere til. Endvidere er mandens beskrivelser og observationer af selv banale, dagligdags gerninger rigtigt gode og giver på den måde romanen en solid base som gyset kan udvikle sig fra.

Det kan godt være at Hjemmet muligvis ikke er stor kunst, set fra et såkaldt ”seriøst” litterært perspektiv, men det er utvivlsomt den bedste gyser undertegnede har læst i år! Kapitlerne er ganske korte og har alle fået overskriften ”Joel”, ”Nina” eller ”Fyrreskyggen”, så læseren på den måde konstant transporteres mellem disse tre. Der arbejdes undervejs med konstante cliff-hangers og suspense-opbygningen er ikke til at sætte en finger på. Ja, selv slutningen er lige som den bør være.

Så holder du af et godt gys, så bør du altså ikke snyde dig selv for et par gruopvækkende timer på Hjemmet. I det mindste kan man som læser, ulige de fiktive gamle, heldigvis forlade alderdomshjemmet efter endt besøg. Vi ser her på Kapellet i al fald frem med spænding på Strandbergs næste roman.