Det er ingen hemmelighed, at nærværende skrivekarl er ret begejstret for Knud Romer. Ikke kun når man oplever manden i forskellige interviewsituationer, hvor han synes at have et ret unikt blik på det der diskuteres og tillige en meget sympatisk og direkte måde at sige hvad han mener. Nu er det jo ikke Romer som person eller retoriker, der skal bedømmes hér, men derimod hans seneste roman Pigen i violinen.

Sidst Romer gæstede kapellet i bogform, var det med den anden roman Kort over Paradis, der fik anmelder til at finde den helt store kasse med rosende adjektiver frem. Ligesom var tilfældet med debutromanen Den der blinker, er bange for døden brugte Romer også hér en masse af sine egne livserfaringer som baggrund for store dele af handlingen. Dette er vist ikke tilfældet med den nye roman, for Romer har så vidt vides hverken været en ung pige, eller trænet til at blive en verdensberømt violinist.

Til gengæld kan man både i sproget og den måde Pigen i violinen er fortalt på, spore elementer som man har set andetsteds i forfatterskabet. I den nye roman, er der lige som i Kort over Paradis, også to fortællespor, der afløser – og til en vis grad flettes ind i - hinanden. Den ene fortællerstemme holdes i første person og her møder vi førnævnte pige, der som ganske ung får foræret en violin af sin far. I den anden tråd, er det en tredjepersonsfortæller, der beretter om hans oplevelser med at bo i Østrigs hovedstad Wien, som studerende og logerende hos en excentrisk kvinde, der har været gift med en verdensberømt pianist.

Som godt kan fornemmes er omdrejningspunktet i den nye roman den klassiske musik, men hér handler det ikke så meget om sprogligt at forsøge at videreformidle selve musikken, men i stedet at beskrive de mennesker, der på hver deres vis er en del af dette elitære miljø. Især i pigens fortælling, bliver læseren lukket ind i en verden hvor alt handler om at dygtiggøre sig, blive bedre og konstant være i konkurrence med andre, der benhårdt forsøger at få anerkendelse fra såvel deres omgangskreds, men måske især fra de mestre, som underviser dem.

Skal man tro Romer er livet som klassisk violinist en moderne Job-tragedie, hvor benhård disciplin og selvdisciplin, et konstant fokus på at øve sig, en asketisk livsførelse med ganske få dryp af kærlighed og glæde muligvis kan sikre vor hovedperson den berømmelse som hun så benhårdt kæmper for. Undervejs er det helt tydeligt meningen, at den opmærksomme læser selvfølgelig skal ræsonnere sig frem til, at al dette slid muligvis slet ikke er det hele værd. For til trods for at det vores hovedpersonen med alt hvad hun har forsøger at komme ind på en prestigefyldt skole for det at kunne blivr undervist af en højt respekteret lærer, hvad er så den menneskelige omkostning? Svaret er et liv i ensomhed, med et konstant psykisk pres fra såvel omverden og dig selv og selvsagt ingen tid til hverken hedonistiske udskejelser eller oplevelser udenfor denne hermetisk lukkede verden.

Romer opridser i Pigen i violinen et dystert (fiktivt?) billede af den klassiske musiks benhårde verden, der synes lige så gammeldags, forstokket og fyldt med egoistiske, forsmåede skæbner, som forfatterens skildring af det akademiske miljø på litteraturstudiet, som Kort over Paradis beskrev. Her jagtede hovedpersonen berømmelse på det meget fine, tyske forlag Insel, men selv om dette livsmål lykkedes, så har prisen, som Romer nævnte i et radiointerview forleden været ufatteligt – måske i virkeligheden alt - for høj.

Pigen i violinen er bestemt læsværdig. Romer har unægtelig et dejligt sprog, der både inviterer læseren indenfor, men som samtidig er ganske præcist i sine skildringer af situationer, samtaler og omgivelser. Til gengæld er historien i den seneste roman ikke nær så dragende som i de to tidligere romaner. Dette kan kanske skyldes, at Romer har bevæget sig væk fra den selvbiografiske nøgleroman og nu, til trods for tematiske sammenhænge, fuldt hengiver sig fiktionen, men måske er det i lige så høj grad en undren over, hvorfor vores kvindelige hovedperson ikke på noget tidspunkt søger at gøre oprør mod en verden, som hun så tydeligt mistrives i. Hun synes undervejs at være reflekteret nok over hvad hun måske kunne have lyst til at gøre i stedet for at øve til hendes fingre bløder, men hun er tydeligvis (og sikkert med fuldt overlæg) handlingslammet.

Pigen i violinen er denne anke til trods en bog der sagtens kan anbefales, især for de læsere, der i forvejen holder af Knud Romer. Det er en bog der emmer af stemninger og som byder på flere memorable figurer, men desværre ender den med ikke helt at kunne leve op til mandens øvrige romaner. Så selv om der er skønhedsfejl at spore, så er selv denne ikke helt så vellykkede Knud Romer-roman langt mere interessant at læse end så mange andre danske romaner der udsendes for tiden.