200 år er gået … siden mesteren, romanens store fadder, blev født, og med ham senere også den store roman. Tænk blot på Brødrene Karamazov, som siges at være alle tiders bedste roman.

Så langt så godt.

Her møder vi to nye udgivelser, genudgivelser. Idioten og Kældermennesket. To værker, der også sætter sig på en af de øverste hylder i Fjodor Dostojevskijs forfatterskab. Lad os åbne lågen til det.

Idioten handler om mange mennesker – det er typisk Dostojevskij. Han går tæt på en i en portrættering af denne, psykisk i udpræget stil. Der er tale om fyrst Myjskin. Han har haft problemer nok i sit liv – epileptiske anfald, ophold på sanatorium, og han vender hjem til Rusland nu, klar på at indlede en ny fase af sit liv, godhjertet, renset og tilgivende. Han tror på det bedste, med andre ord, i mennesket, og han bliver godt og grundigt udmanøvreret og placeret i ren og skær forvirring, frustration og deslige. Hvad gør man som menneske, når ens nærmeste render om hjørner med en?

Han bliver udnyttet af mangt og mange, og han mister forbindelse til sig selv, evner ikke klarsyn. Han fremstår afstumpet og som – en idiot – i andres øjne. Paradoksalt nok, idet han snarere er det modsatte, men fejlplaceret i verden.

Idioten er – som mange af Dostojevskijs værker – en krævende mundfuld. For beskrivelserne er flydende, og fortælleren er typisk ikke så iøjnefaldende, hvorfor læseren i sandhed må på arbejde.

Det tager derfor tid at læse et værk som dette. Og det er måske den største udfordring, taget i betragtning, at vi lever i en dynamisk og pulserende tidsalder.

Kældermennesket er mere afgrænset og lige på. Her er der tale om en embedsmand, der er godt og grundigt træt af livet i Sankt Petersborg. Han lever kummerligt, og han er forbitret, vred og indesluttet. Ganske modpolen til fyrst Myjskin. Han kaster sig ud i en betragtning, anskuelse og sine steder analyse af livet i Sankt Petersborg, og kan man stole på ham, denne upålidelige fortællerinstans? Han er bitter og skuffet, og han kritiserer.

Det er denne roman, jeg værdsætter så højt, så højt.

Jeg kunne blot bruge en nyoversættelse, idet denne er en oversættelse fra slutningen af 1800-tallet, som er blevet ’genbrugt’, og det sætter sine spor i sproget…

Dostojevskijs værker er af litteraturteoretikeren Bakhtin blevet beskrevet som polyfone romaner, altså flerstemmige fortællinger. Det vil give mening i læsningen af Idioten. Man kan undertiden blive en ganske forvirret læser – men det er der ræson i.