Fjodor Dostojevskij. En russisk forfatter med meget på hjerte og med noget på sinde.

En ny udgave af mesterværket Idioten har set dagens lys, og det er sat i søen af Gyldendal. Udgaven står smukt i reolen sammen med Forbrydelse og straf, som også for nylig er blevet genudgivet.

Der er sådan set ikke meget nyt under den sol, for oversættelsen er, som vi kender den, Jan Hansen, og den er god, så Gyldendal har givetvis vurderet, at den ikke skulle forbedres.

Jeg læste første gang Idioten en sommer i haven, hvor jeg var færdig med mit sabbatår og ventede på at begynde på Litteraturhistorie.

Ganske inciterende læsning, og meget forvirrende, for filan! Det er en fortælling, hvor der er en myriade af meninger, mennesker og temaer, som jeg rodede rundt i, og jeg føler, at jeg har fået bedre hold på det nu med denne genlæsning.

Det slår mig nu, at det egentlig ikke er handlingen, der er det centrale og besættende, for den er vanskelig at få hold om, nej, snarere er det selve måden, fortællingen er skruet sammen på.

Et referat er ganske utilstedeligt, for det gør ikke romanen en tjeneste.

Men en opridsning er på sin plads.

Fyrst Mýsjkin er vor hovedperson. Ham møder vi første gang i toget, på vej fra Schweiz til Skt. Petersborg. Han er epileptiker og har et ganske godt hjerte, det er man ikke i tvivl om. Han tror på det bedste i alle og vil alle godt, for han nærer ikke mistro mod nogen. Hvem skulle da have skjulte bagtanker?

Det bliver hans problem romanen igennem, for hans naivitet og godhjertethed er det, der rammer ham.

Nå, men i toget falder Mýsjkin i snak med sin medpassager, Rogózjin, og læseren er ikke sen til at erfare, at det er Mýsjkins modsætning, for hvor han, Rogózjin er mørk, brednæset, ubehøvlet og lidenskabelig, er Mýsjkin snarere lys, åben og blid, og han gør endog store øjne, da han hører om den gudesmukke Nastásja Filíppovna, som Rogózjin begærer. En femme fatale, et omdrejningspunkt i fortællingen, for fyrst Mýsjkin bliver også interesseret i hende – et egentligt trekantsdrama kan således folde sig ud.

Et spil er i gang.

Det drejer sig om penge, om magt og om at snyde andre, og det er et spil fyrst Mýsjkin faktisk ikke ønsker at være en del af, men han bliver det ganske uforvarende, idet han fanges i sin naivitet og er en brik, der kan bruges.

Romanen sitrer og bugner af personer, så stemmer er der rigeligt af – og Fjodor Dostojevskij er da også blevet betegnet som en polyfonisk mester. Det lærte jeg i sandhed på Litteraturhistorie som frisk studerende.

Jeg håber, at denne fine udgave af Idioten kan være med til at få flere til at læse russisk litteratur – og gerne denne.

God læselyst!