Endnu engang er det sket, at en forfatter har taget kontakt til undertegnede, i håbet om at Kulturkapellet havde mod på at anmelde en udgivelse, vedkommende stod bag. Når dette sker, bliver vi på redaktionen selvsagt glade og sagde derfor straks ja til at se nærmere på udgivelsen, som i dette tilfælde er en børnebog for de allermindste læsere – eller rettere lyttere, for Superhelten Charlie er en af den slags bøger der primært skal betragtes som en pege- og højtlæsningsbog.

Forfatter Hussam Al-Mashadami skriver om sig selv på forlagets hjemmeside at han arbejder i en børnehave hvor han fik at vide at han var rigtig god til at fortælle historier, men at ideen om at skrive sin egen bog var udfordrende idet at han, som han skriver, ”senere i mit liv fandt ud af, at jeg var ordblind.” Heldigvis er denne diagnose i 2021 hverken så tabubelagt eller for den sags skyld en hindring for at skrive og læse, idet der nu eksisterer mange hjælpemidler og metoder til at kunne arbejde med tekster, til trods for udfordringerne der er ved at være ordblind.

Indrømmet, det er flere år siden at anmelders egne poder var i målgruppen for en bog som Superhelten Charlie - men ikke desto mindre har Kappelanen hér i efterhånden mange år såvel læst som skrevet om en lang række bøger rettet mod de yngste. For som nævnt andetsteds her i Kapellet, så er det jo også vigtigt at læse netop børnebøger, selv hvis man er voksen.

Hvis du selv enten har, eller har haft små børn, så vil du også vide, at gentagelser er en af de ting som de holder af. Den er i al fald til stede i historien om fisken Charlie, for hver af de fire fortællinger bogen byder på (læs: en historie for hver årstid) benytter sig virkelig af gentagelsen og mindre variationer over samme fortælling.

Sagt på en anden måde; i alle fortællingerne mødes vi af en historie, der handler om at Charlie eller Charlies venner kommer i en situation, hvor han bliver mødt af en nærmest uoverkommelig forhindring. Løsningen på dette problem er at Charlie spiser rugbrød og grøntsager, der virker på ham lige som spinat virker på Skipper Skræk. Charlie forvandles straks fra en ganske almindelig fisk, til en muskuløs superhelt, som er i stand til at sparke problemet ”helt op til månen”.

Der er selvsagt en masse opbyggelighed i at få de mindste til, lige som Charlie, at spise deres trekornsbrød og broccoli, men skal disse elementer i historien ses som en opfordring der bør efterlignes, så må man spørge sig selv om det også meningen, at moralen om at sparke eller slå ting ’hele vejen op til månen’ er et reelt løsningsforslag til de forhindringer, der stiller sig i ens vej? Indrømmet, der er blandt de fire historier også en enkelt fortælling, hvor fisken bruger sine superevner til at smadre en klippe der truer med at knuse en skolebus, men ellers er det henholdsvis en blæksprutte, en hval og en haj der får lammere af Charlie.

Man bør selvfølgelig ikke overanalysere hensigten med en bog om en fisk med evnen til at udvikle superkræfter, men det er da tankevækkende, at der på den ene side fokuseres på at spise sundt og at fortælle sin mor man elsker hende og på den anden side så handler det om at få løst de problemer der måtte opstå med vold.

Selv om bogen har fået undertitlen årstiderne, så er det ikke dem der fylder mest. Nuvel hvert kapitel indledes med en kort beskrivelse af hvad der kendetegner årstiden, og der startes med foråret, hvor fiskene skal ud og plante frø. Herefter kommer sommeren hvor der skrives; ”Det ringede på døren. Det var Sally og Tom. De kom for at spørge om Charlie ville med på stranden.” – og en af de første spørgsmål der opstår i denne forbindelse er, hvorfor fisk i det hele taget har behov for at tage til stranden? Igen ved anmelder godt, at dette blot er tænkt som en sjov fortælling for børn, men disse børn kan måske finde på at stille samme spørgsmål til deres forældre, og sker dette, så er undertegnede selv usikker på hvad svaret ville være..

Tegningerne, der illustrerer historierne, er både farvestrålende og holdt i en streg, der sikkert vil appellere til de fleste småbørn. Det virker dog som om at tegningerne er forstørret en del op, og desuden byder de ikke på så mange detaljer, at man ud over at læse historien også kan bruge den som pegebog.. Illustrationerne er heller ikke af samme kvalitet, som man ser det hos eksempelvis Strid , Karrebæk eller Morgenthaler , men det er også de færreste tegnere, der kan konkurrere med dem.

Den endelige dom over Superhelten Charlie – Årstiderne er at den sikkert ville bringe glæde hos mange rollinger, men at man som voksen læser godt kan undres over både det faktum, at der ikke er større variation i historierne fra den ene årstid til den næste og desuden er der indholdselementer, der godt kan forvirre undervejs. Til gengæld skal Hussam Al-Mashadami have masser af ros for ikke at lade sig begrænse af sine personlige udfordringer der blev nævnt i starten – skriv løs, for som bekendt gør øvelse mester!