Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet en roman, der på uhyggelig vis genskriver, og omskriver, den græske myte om Dafne, der beder om at blive forvandlet til et træ for at netop at undgå en ulykkelig tid.

Siri skruer handlingen sammen i en genkendelig nutid med spring til en sci-fi-agtig virkelighed og endelig fortidige omstændigheder.

Miki er personen i vores genkendelige verden, og hans mor er den 173-årige dame i en nær fremtid.

Først om myten: Dafne er en nymfe fra den græske mytologi, som bliver et ufrivilligt offer for Apollons og Eros indbyrdes konflikt, hvor Eros ender med at ramme Apollon med en pil. Denne pil efterlader Apollon såret og fyldt med begær rettet mod Dafne. Eros sørger også for at ramme Dafne. Den pil, hun rammes af, gør, at hun på ingen måde kan nære kærlige følelser for Apollon. Så alt er uheldsvangert, og på et tidspunkt bliver flugten fra Apollon for meget for Dafne, hvorfor hun ønsker så brændende at blive forvandlet væk fra sin krop. Hun bliver dermed til et stedsegrønt træ. Bum.

Hvad har det med denne roman at gøre? Hvad har det med Miki at gøre?

Miki er en ung gut, som i sine teenageår er ganske optaget af krop og kropslige sammensmeltninger, og han møder en pige på efterskolen, som han finder attråværdig - eller - begærer voldsomt. Hun er vanskelig at blive klog på, og det er han såmænd ganske vant til, for det kan man også betegne hans mor som - vanskelig at omgås.

Hans besættelse på efterskolen af det modsatte køn, af pigen, tager form som en egentlig kraft, der suger ham til sig, og han ændres undervejs, får man som læser ganske enkelt fornemmelsen af. Vi følger deres eskapade langt - helt ud i skoven, hvor der … indtræffer noget.

Klip til næste situation: Mikis mor, der som 173-årig bliver interviewet, for det er klart, at en alder så høj afføder spørgsmål! Centrum må siges at være, at Vibeke, hendes prosaiske navn, igennem hele sit liv har stræbt efter at opnå en særlig hvidhed. Hvorfor?! Faktum er, at hun nu i en alder af 173 år har opnået det, sådan som hun sidder og bliver interviewet af to antropologer - ganske kridhvid og glinsende.

Slutteligt er det simpelthen Dafne, der tager ordet og beretter ude fra sin position og situation i skoven.

Man kan i og for sig sige, at Siri har skrevet tre fortællinger, som er sat sammen her i en romanform, og det passer fortrinligt sammen, må jeg sige. Jeg er faktisk ofte skeptisk, når fortællinger, der måske kan leve for sig selv, synes at skulle indgå i en fælles ramme, for det fungerer ikke altid, men jeg må her påskønne valget, for de skaber en sammenhængende og æggende læsning, hvor det underliggende er uhygge, gotiske virkemidler og opslugende læsning af en roman, der også sprogligt står i eget lys og kan noget særegent.

Siri skriver sansemættet og alligevel også ganske kontrolleret og undertiden afdæmpet på en måde, der lader læseren fylde på. Det involverer, og det er godt, det her.

Fortællingen her har også et budskab, et omdrejningspunkt, som ikke lader sig skjule. Naturens iboende kræfter rækker længere, end vi mennesker aner: Det ser vi, når vi betragter historien, myterne herunder, og sammenholder det med vores egen - begrænsede - virkelighed.

Siri har her skrevet videre i sit forfatterskab, som er berømmet også uden for landets grænser, og jeg ser spor til Havbrevene samt Ø, hvor det moderne liv også kontrasteres af natur og mytologi.

Det er fermt udført.