Vi er som menneskerace - lad os starte bredt og med den store pensel - eksponeret for gud og hvermand. Selviscenesættelse er på mode, hvor man kan få fornemmelsen af, at det drejer sig om at råbe højest, fremture på mest original og larmende vis, for man vil ses, man vil høres!

Anmelderen her er på vej med et surt opstød, men har det noget grundlag? Jep!

Samanta Schweblins seneste roman på dansk Kentuki, som synes netop at give et satirisk-humoristisk og kras kritisk bud på verden anno 2021.

Hun skriver ganske enkelt i denne roman om små bamser, som fragtes hjem fra butikker verden over i en omspændende modedille. Børn forbinder sig selvsagt med sådanne væsner, fortæller dem de dybeste, indre hemmeligheder og tager vare på dem, som var de små mennesker i en farlig verden. Det er så smukt, men … hvad er bagsiden? Samanta stiller spørgsmålet, og det summer, alt imens jeg selv ser på den nu ruhårede bamsebjørn, som min 5-årige søn så elskværdigt har taget med sig alle vegne. Spørgsmålet lyder: Hvem styres af hvem? For i Kentuki bliver det tydeligt, at bamserne er mere end blot bamser. De er udstyret med kameraer bag øjnene, så de rummer mere end én flade.

Man kan erhverve sig en Kentuki direkte og styre den rundt på de dertilindrettede hjul og lade den udstøde diverse lyde. Man kan også købe sig fjernadgang til en, som man så kan aktivere via internetforbindelse. Sagen er blot den, at der sidder et menneske bag denne Kentuki, som så har direkte adgang til ejerens liv. Det spændende, og vilde punkt, er, at det er en leg, man køber sig ind i, en præmis. Ejeren ved godt, at der sidder en i den anden ende, og spændingen er således: Hvem og hvor befinder han/hun sig? Det kan man ikke umiddelbart vide besked om, for sådan er reglen. Til gengæld kan man jo skabe sig adgange bagom, og så bliver det først interessant, for da er der jo slet og ret tale om en kommunikation i mørket.

Er det ikke ganske urovækkende? Er det ikke også faktisk en kende realistisk, når man tager i betragtning, at meget af vores levede liv foregår foran skærmen i rastløs væren og målrettet nysgerrighed efter at være til stede online, konstant og så igen?

Jeg er skræmt af, at det for mig virker som en realistisk roman. Ganske urovækkende. Og jeg ved ærligt talt ikke, om det har været Samantas Schweblins hensigt!

Det er det spørgsmål, Samanta Schweblin stiller så fermt, i min optik, og hun opererer med det i form af korte kapitler, som forbinder sig med hinanden undervejs, som læsningen skrider frem.

Romanen hopper så at sige frem og tilbage, hvorved vi får adgang til en lejlighed i Mexico, en midaldrende kvinde i Lima, et ophold i Erfurt og så fremdeles. Det er en tilgang, og jeg forstår den, men jeg synes undertiden, at det er dér, jeg mangler noget. Det bliver for abrupt og kondenseret til, at jeg får en fornemmelse af en fællesfortælling og en nuanceret samt autentisk indlevelse samt portrættering.

Jeg er med på tanken om, at denne form givetvis skal mime den meget fragmenterede tilværelse, mange gennemlever i dag.

Jeg vil dog fremhæve, at jeg synes noget bedre om hendes tidligere roman på dansk, Redningsafstand eller faktisk måske endnu mere novellesamlingen Fugle i munden.

Ikke desto mindre finder jeg den inspirerende i sin urovækkende form og tilgang, og jeg er glad for at ‘møde’ hende igen på dansk i Liv Camilla Skjødt fine oversættelse - og gennem Gyldendal.