Denne debutroman kredser om et spændende og ret usædvanligt tema: oplevelsen af at ’høre hjemme’ og denne oplevelses sammenhæng med slægtens historie og mobilitet. Romanens jeg-fortæller er ”tredjegenerations-migrant”: bedsteforældrene (abben og omman) flyttede fra Færøerne , nærmere bestemt Suderø med hovedbyen Våg, til Danmark lige før 2. Verdenskrigs udbrud og blev boende i Vordingborg. Hver sommer efter krigen tog de ’hjem’, sammen med deres datter, jegfortællerens mor, og langt senere hendes mand og deres fælles barn – fortælleren. Blodgæster, kaldes migranterne ofte. Bogen kan læses som en udforskning af migrant-identitetens mange lag og elementer, og af steders og personers betydning for udviklingen af den.

Kompositionen er forholdsvis enkel: I fortællingens ene streng følger vi abben og ommans historie, fra de er unge på Færøerne til de dør som gamle i Danmark. I den anden streng følger vi fortællerens forsøg på at forstå sin egen historie gennem nedslag i familiehistorien, først og fremmest skildres dette via oplevelser på rejserne ’hjem’ til Færøerne. Vi hører – gennem slægtens fortællinger og fortællerens refleksioner – om livet på Færøerne før og nu, om migranternes forhold til Danmark og til den hjemstavn de forlod, om barnets forhold til forældrene og ikke mindst bedsteforældrene, og naturligvis (mest indirekte) om forholdet mellem Færøerne og Danmark – det af og til problematiske Rigsfællesskab. Vi møder mange farverige personer og præsenteres for mange mytiske og gådefulde historier. Heinesens magiske univers er ofte kun få skridt borte. Den storladne færøske natur beskrives sansemættet og stærkt. Der er mange mellemregninger i den store familie-regnskabsbog.

”Ingen ø er en ø”
Bedstefaderen fortæller barnebarnet, at flere af Færøerne har være ”flydeøer”, altså ikke-forankrede øer ligesom Aeolia i Odysséen. I bogens allersidste afsnit ser bedstemoderen som 11årig Mykines den vestligste af alle øer sejle på plads i den tidlige morgensol over brændingen i Sørvagur fjord. Ø er altså ikke bare bogens titel, det er også fortællingens bærende fænomen, ledemotiv, symbol og metafor.

Suderø, hvor det meste af familiehistorien udspiller sig, er selvfølgelig en konkret ø med huse, klipper og fjorde, ligesom Strømø og Mykines er det, men det er også mytologiske øer, i direkte familie med Odysseus Itakha og altså ikke mindst Vindkongens flydeø Aeolia (som fortælleren hører om via abbens højtlæsning af Odysséen i Morten Pontoppidans oversættelse). Til gengæld kan også et enkelt menneske være ”en lille bitte, forsvindende ø” – som malerinde Ruth Smith, der svømmede ud og druknede, ligesom husene kan være øer, fx ”om natten, når krigen slukker lyset” (s. 161)

Men øer kan også være forbundet med verden, som vi ved fra John Donne: ”Dybt under havet mødes alle landmasser.” (s. 110 og s. 244) Flydende eller landfast? Det er vel identitetens grundspørgsmål.

Et fortættet, lyrisk og metaforisk sprog Skrivestilen er egensindig og interessant. Sproget er for det meste ganske fortættet, nærmest omvendt proportionalt med antallet af begivenheder i fortællingen. Det er stemningerne, sanseindtrykkene, det skjulte og det vanskeligt tilgængelige, der er hovedsagen, og midlet til at fremmale dem er et sprog, som mest består at korte, enkle sætninger, men gerne med et overraskelsesmoment.

Der er som nævnt rigtig mange metaforer: ”slægtsbrønden” er en af de fineste, og naturen er besjælet. Vinden har vilje, havet appetit, fiskene raser, fuglene er kloge observatører. Selv huse kan have følelser. Lad mig give nogle få lidt længere eksempler:

"Tågen begyndte at lette, skilte som sur mælk og krøb af sted i alle retninger. På landsbyskolens parkeringsplads lå et par råhvide strimler tilbage og lyste ubeslutsomt i mørket. "(s. 55-56)

"Skyerne åd af fjeldet, kom rullende ned og lagde en kutte af regn over banen." (s. 77)

"Det blå fjeld er en tromme, himlen slår på." (s. 81)

"Men (el)værket, hvorfor skulle det sørge? Det vidste, at når menneskerne [sic] var strømmet ind i den døsige beton, så ville de synge." (s. 150)

Der er også humor i fortællingen. Historien om Huldrestenen og det forgæves forsøg på at sprænge den væk er fx fuld af finurlige detaljer. Drukscenerne er groteske og holdt ud i strakt arm, men sproget kan også været kontant og råt. Beskrivelsen af ommans abort er voldsom og detaljeret. Dødsscenerne er direkte og usentimentale.

Autofiktion eller roman?
Jeg ved ikke, hvor tæt fortællerens historie er på forfatterens egen. I en afsluttende note lægger forfatteren afstand til en alt for biografisk læsning: ”Min egen omma og abbe var heldigvis mennesker og ikke romanfigurer”. Måske trækkes der en del på ”hovedstolen” her, men det afgørende er selvfølgelig ikke i hvor høj grad teksten er selvbiografisk, men hvor relevant og interessant den er for almindelige læsere, og det er den. De fleste af os har nok et sted, vi kalder ’hjem’, uden at tænke nærmere over det. I bogen her står der:

"Min mor er født i Vordingborg, jeg er født på Riget. Man siger så meget om hvad hjem er. En tilstand, de mennesker, man møder, den slags. Jeg tænkte, at det var pis. Noget kulturfremmede backpackere siger, med munden fuld af jord, af kød, mens de smasker sig gennem verden. Hjem er et toponym, tænkte jeg. Et stednavn."(s. 164)

Så det store spørgsmål er, om man kan længes hjem til et sted, man aldrig har boet? Det gør fortælleren, og hendes fysiske og mentale rejser til dette ’hjem’ kan nok skabe genkendelse hos enhver læser, der er vokset op eller bor et andet sted end det , man kunne kalde ”slægtens hjem”. Ind imellem stopper fortælleren op og gør sig seriøse overvejelser. Hun mener fx, at ”Migration sker over tre generationer” (s. 87), og man skylder sig selv at læse hvordan forskellene mellem de tre generationer kan beskrives.

En lovende debut Bogen er sat med stor og læsevenlig skrift. Den er layoutet med en ret stor øvre margen, hvilket kan være lidt forvirrende i forhold til kapitelinddelingen. Forlaget kunne godt have ofret en sidste korrektur – der er lidt for mange unødvendige stave/sjuskefejl. Men ellers er det en rar bog at have i hånden.

Ø er ikke nogen letlæst bog. Den stiller krav til læseren, som skal være opmærksom og lydhør helt ned i de fineste detaljer af en sætning eller en beskrivelse, men den giver også læseren meget igen. Persongalleriet er interessant, deres liv er skildret på en meget vedkommende måde, sprog og komposition er fængende. Hovedtemaet er eksistentielt vedkommende. En lovende debut.

I Weekendavisen 12.8. bliver forfatteren interviewet om bl.a. temaet ”hjem” og længslen efter at høre til.