Selv at gå i ring er mere frihed består af 18 ‘fortællinger’, som det angives på bagsiden. At læse dem i et stræk gav mig nærmest mere indtryk af at overvære en associationsrække af mareridt fra en traumekuet patient pirret til at genkalde betændelsens åsted: dette selvfølgelig ment som en ros.

Mirandas fortællinger er ikke skarpt komponerede, hvorfor man vel tøver med at kalde dem noveller. Det virker nærmere som har forfatteren haft bestemte scenarier eller motiver for hver fortælling, som da udfyldes til noget længere og mere helstøbt. Men tydeligt er det den samme edderkop hvis præg bæres af alle vævene. En drengs oplevelse af dødens skikkelse der manifesterer sig i klasseværelset, en mands oplevelse af at være genspejlet i alle omkringliggende lejlighedskompleksers indvånere, unge fyres pludselige konfrontation med skikkelser, som slynger dem til døde hen over en festivalplads.

Bevægelserne og skiftene er konstante og bratte. Underlagt og gennnemgående mærker man en pinende spænding, som er pinende i dens forskydning. En karakter springer frem og viser sig med sine ‘knoklede hænder’, velsagtens med tanke på den dagede betegnelse for Døden som knokkelmanden, og udkommet ender da også ofte med et livs slutning.

Og dog. For selv med denne udgang forbliver intet løst. Karaktererne står sammesteds som ved indgangen, tingene ligger brak, man hiver og slider uden at komme frem til andet end at være sunket dybere ned i mosen. Livet slutning er snarere end mare, der rider de levende, et løfte båret uafvidende om noget dømt til aldrig at blive indfriet, søvnen denne mellemliggende, udstrukkede og udmattende tilstand, som ikke driver noget frem, ikke skaber noget bindende:

”Strukturen havde trukket sig tilbage, efterladt hende en smule rum at ånde i [...] Hun benyttede det åndehul, hun havde fået skænket, til at kigge ud af strukturen. Hun gjorde alt, hun kunne, for ikke at komme i kontakt med den. Hun spejdede ud og så et goldt landskab, med ensomme klipper. Hun fokuserede på nogle få, høje, tynde træer. De stod langt fra hende. Hun snurrede rundt om sig selv i strukturen, mens hun passede på ikke at røre den.”

Mirandas prosa er nøgtern og tydelig, men dette fungerer snarere som et skin til at kredse ind om dette paranormale ubeskrivelige, som er omdrejningspunktet i fortællingerne.

Sætningerne slår frem og tilbage i gentagende og subtilt variende beskrivelser, der til tider (særligt når de læses i sammenhæng) fremstår unødvendigt gentagende. Særligt de længere og dialogfattige fortællinger tenderer henimod at køre i trætte. Dog må dette stå som en mildning i en ellers begejstret læsers fascination.

Denne stemning af fatalitet og udsathed er sjældent beskrevet på en sådan vis, hvor man ikke blot slipper med en let pirring til gåsehuden; det rammer lige op igennem den præfrontale cortex og ender som en sort plet i storhjernen.