Den anden af de romaner, Raduan Nassar fik udgivet inden sin forladelse af litteraturen til landbrugets kald, er en noget længere og mere identificerbar størrelse hvad angår den genremæssige ramme: dannelsesromanen. Men med måden hvorpå hovedkarakteren forsøger at bryde med de tunge traditions- og familiemæssige bånd lades dog alligevel hurtigt i tvivl om det passende i denne benævnelse.

Romanen beretter om André, en ung mand, og hans noget hektiske ungdom i kampen for at løsrive sig. Han vokser op på en fazenda, hvor han gennem alenlange fadermonologer er blevet opdraget til at værdsætte jorden, havren, brødet, bordet og familien. Dette er hvad han, som en anden fortabt søn, forsøger og mislykkes med at flygte fra, hvorpå hans bror må finde og bringe ham med hjem. Narrativer er for hovedparten udgjort af sønnens ‘bekendelse’ til sin bror på vejen tilbage. Dels består denne af tiden som vagabonderende ungkarl, dels af barndomserindringer om sliddet på gården, faderens formaninger og forholdet til søsteren Ana.

At dette erindres af André, som er epileptiker, tillader Nassar at omsætte den klassiske lineære fortælling til at bevidne den overophedede hjerne på kogepunktet, så man snarere prøver at gribe aktiviteten af det indre som sådan; dets frem- og tilbagespringende glimt af hukommelse, metafysiske spekulationer om betingelserne for at kunne eksistere, rusforårsagede epifanier og et selvhad hidkaldende næsten lyriske beskrivelser af sig som dækket af slimet fra så mange skovsnegle og djævlepøle.

Som tilfældet også var med Galdens bæger (beskrevet i min anmeldelse af denne) er sproget det mest mærkbare og særegne ved romanen. Uden tvivl hvad bedst mindes som er man under en nærmest kropslig sprogpåvirkning imens man iltert vender siderne. Hvor sætningerne i Arkaisk jordbrug ikke er skrevet som kapitler udgørende hver deres udstrakte, enkelte sætning, kan man dog ikke sige at romanen ej gør et værdigt forsøg udi sætningslængde. Og at den danske gengivelse af Nassars intense, malende og, nå ja, helt singulære sprog er blevet så vellykket, kan jeg jo intet andet end beundre. Læses også som et stykke dansk oversættelseskunst bør de for mit vedkommende.