Nogle gange kan bøger føles lidt som gamle venner, der kigger forbi. Man bliver både glad og lidt ængstelig, for har de monstro forandret sig, eller er de stadig de gode, gamle venner, som man husker dem? Dette gælder også for serien Last Kids on Earth som nu er nået til det 5. bind, Dræbersværdet.

Som nævnt i en tidligere anmeldelse, så havde undertegnede lidt håbet på, at vore fire hovedpersoner ville forlade deres base i Wakefield og begive sig på et road trip gennem det monsterbefængte USA. De er jo alle sammen ivrige for at finde andre mennesker, især de familiemedlemmer, som måske stadig er i live et sted uden for byen. I denne femte del kommer de lidt tættere på dette mål, idet de (og her kommer måske en mindre spoiler) undervejs lykkes med at komme i radiokontakt med nogle, der påstår, at de kender til en samling mennesker, der har skabt en koloni af overlevende på Ellis Island uden for New York.

Før Jake og slænget dog kan rykke teltpløkkerne op, bliver de først nødt til at få ordnet de aktuelle problemer i lokalområdet. Som titlen antyder, så skal Jake som det allervigtigste sørge for at få sit elskede våben tilbage. Der er selvsagt tale om det knækkede baseballbat, som den snedige modstander Evie lykkedes at stjæle. Dette er især vigtigt, da en ny monstrøs trussel skal onduleres, for sker dette ikke, så betyder det helt sikkert enden for alle de planer, som vore hovedpersoner ellers har lagt.

Så selv om ungerne i denne femte del stadigvæk er ladt tilbage i Wakefield, så er der både gensyn med gamle kendinge, nye klamme trusler og ikke mindst, så er læseren også vidne til en tragisk begivenhed, der i øvrigt ikke skal omtales nærmere i dette forum.

Som det klart fremgår af bogens forside (så det er i al fald ikke en spoiler – red.), så lykkes det faktisk i starten af bogen Jake at få generobret ’dræbersværdet’, der – af årsager, som ikke skal afsløres her – har fået nogle meget vilde overnaturlige evner. Jake bliver herefter nødt til at lære at tøjle denne vilde magi. Derfor går der flere kapitler i Dræbersværdet med at lave en tekstudgave af den helt klassiske trænings-montage-sekvens, man kender fra et utal af sports- og kung-fufilm. I den skal læseren følge Jake, der med meget vekslende held forsøger at få styr på de vilde kræfter, som hans gamle baseball-bat nu har fået. Det skal nemlig vise sig, at sådan en træning, ikke er helt lige så uproblematisk, som det Jake ellers har oplevet i mange af de film, han har set.

Et andet problem er, at vennen Dirk siden sidst er begyndt at opføre sig ganske underligt, når der er zombier i nærheden. Det er nærmest unødvendigt at understrege, at Dirk derfor opfører sig mærkeligt stort set hele tiden. Vennerne spekulerer på, om det måske har noget at gøre med den forfærdelige hændelse, han var udsat for i Kosmisk Kaos , så derfor søger de svar hos det venligtsindede monster, som hjalp dem dér. En helt tredje ting er, at ungerne har opdaget, at der pludselig dukker en masse tentakellignende lianer op fra undergrunden, hvilket peger på, at der er noget meget stort og væmmeligt skjult i Wakefields undergrund. Kort sagt, så er der masser af opgaver, der skal løses, monstre der skal nedkæmpes og ikke mindst slik, der skal spises.

Som i alle udgaver af Last Kids on Earth er historien helt og aldeles afhængig af Douglas Holgates fede tegninger. De indgår ikke kun som et supplement til selve teksten men som en integreret del af fortællingen, forstået på den måde at de virker på samme måde som tegneserieruder, der komplet med talebobler er medfortæller. Det virkede umiddelbart på anmelder som om, der i denne femte del er blevet skruet endnu mere op for frekvensen af tegningerne, men ved nærmere eftersyn (en hurtig sammenligning med de øvrige bøger i serien – red.) viste det sig ikke at være så grelt som først antaget.

Det kan godt være at denne bogserie måske ikke kan konkurrere med kanoniseret børnelitteratur som f.eks. Hobitten eller serien om Harry Potter (Kapellets faste medanmelder Carl har i skrivende stund kastet sin opmærksomhed på sidstnævnte bogserie, hvilket også gjorde, at han denne gang ikke kunne være med til at bedømme nærværende værk – red.), så er det en hurtigt læst, meget underholdende og indbydende bog, der især vil appellere til alle vi, der holder af (u)hygge, monstre og popkultur. Som nævnt, kunne det være befriende, hvis hovedpersonerne snart kom ud af Wakefield, men til gengæld sker der også så tilpas mange ting hér, at det med garanti vil tilfredsstille alle fans af serien.