Siri Hustvedt. Det jeg elskede. En klassiker, der nu er blevet bundet fint og passende ind i klæder, der klæder fortællingen.

Jeg er fan af genudgivelsen af denne roman, kan man fornemme.

Den står som Siri Hustvedts gennembrudsroman fra 2003, og den holder.

For at fange fortællingen, vil jeg fremme, at vi følger to familier i New York. Familierne er naboer, og de er tæt forbundne: De deler sorger og glæder, og efterhånden som handlingen folder sig ud, vil det vise sig, at der er rigeligt at dele, særligt af sidstnævnte.

Det er vanskeligt at rammesætte sagen her, så derfor vil jeg meget gerne fremhæve dét, der træder frem for mig, når jeg læser denne, og det er i sandhed den rolige fremgang, hvor fortælleren giver sig tid til at pege på omstændigheder, male miljø og derigennem placere personer, så karaktererne bliver runde, autentiske og dermed dybderige.

Det er klart dybden, der rammer mig, når jeg sætter mig med en roman skrevet af Siri Hustvedt.

Der er så mange referencer at gå videre med, hvorfor læsningen også kan krydres med krydsopslag i diverse leksika for at sikre sig en dybere forståelse af sagen her.

Derfor har jeg undervejs fundet mig selv i læsning af neurovidenskab og filosofiske temaer.

Denne roman har det hele, og den er i det hele taget vanskelig at rubricere, som jeg allerede har skrevet.

Den kan stå som kriminalroman, idet der er et mord som omdrejningspunkt, på sin vis, filosofisk fortælling, thriller og deslige.

Den er kompleks, men samtidig ligetil.

Det kommer an på, hvilken stilling man som læser tager.

Jeg er vild med Lindhardt og Ringhofs genudgivelser.