Som anmelder må man mestre den kunst, det er at balancere yndefuldt på den hårfine grænse mellem objektivitet og subjektivitet. Hvis man lader sin egen personlige oplevelse blive for dominerende, siger anmeldelsen mere om anmelderen end den gør om kunstværket, og hvis man derimod stræber efter for megen objektivitet, bliver anmeldelsen fersk og ligegyldig. Denne problematik føler jeg mig særligt viklet ind i, idet jeg står med opgaven at skulle anmelde Siri Hustvedts nye roman Den flammende verden. Min oplevelse af romanen er nemlig dybt skizofren, og jeg finder det meget svært at forholde mig objektivt til et værk af en forfatter, som jeg i den grad beundrer, men hvis nyeste skud på stammen jeg til tider har oplevet det som en kamp at komme igennem. Derfor bør jeg advare om risikoen for, at denne anmeldelse kommer til at afsløre mere om mig og mine personlige præferencer, end den kommer til at fortælle om selve kunstværket.

Men lad mig starte med at fortælle lidt om det ambitiøse projekt, Hustvedt med Den flammende verden har kastet sig ud i. Man kan sige, at hun her forsøger at simulere virkeligheden ved at konstruere romanen som en slags portefølje over den afdøde kunstner Harriet Burdens ukonventionelle liv bestående af dagbogsnoter fra kunstneren selv samt breve og andre bidrag fra de mennesker, der var med til at konstruere hendes identitet – som menneske og som kunstner. Her begår Hustvedt efter min mening den store fortælletekniske fejlprioritering, idet romanens fragmentariske karakter efterlader det narrative begær utilfredsstillet – i hvert fald hos denne læser. Det formsprog, hun vælger at benytte sig af, bliver simpelthen en barriere, man skal bryde igennem, for at nå ind til selve fortællingen og de dybt fascinerende karakterer, der befolker den. For Hustvedt har som altid en helt særlig evne til at bryde gennem civilisationens beskyttende fernis og ind til det menneskedyr, der findes i os alle, og det er her, romanen har sin styrke.

Men lad mig vende tilbage til selve plottet. Den androgyne og excentriske kunstner Harriet Burden kaster sig, efter hun har mistet sin mand og sjæleven, ud i et kunstnerisk projekt, hvor hun vil lade en række ambitiøse værker udstille af mandlige ”alter egos”. Dels for at teste og bevidne kunstverdenens patriarkalske grundstruktur, dels for at skabe et værk, hvis identitet består af andet og mere end blot de enkelte kunstværker, men som henter sin betydning i selve iscenesættelsen omkring værkerne. Alt sammen meget tidstypisk i en litterær verden, hvor de performative elementer efterhånden får tilskrevet mere værdi og bevågenhed end selv værkerne. Dette projekt udvikler sig dog næppe helt, som hun har forestillet sig og transformerer sig efterhånden til et farligt maskespil, hvor køn og identitet bliver flydende størrelser. Yderligere sætter Burdens projekt også fokus på det umulige i at percipere på et objektivt grundlag og adskille kunstværket fra selve kunstneren. Perceptionen er og vil altid være situeret, altså afhængig af de rammer, den foregår indenfor- en spændende problematik, der i øvrigt også afspejles i denne anmeldelse.

Siri Hustvedt er nemlig en forfatter, som man kan tillade sig at stille store krav til, og når hendes navn er på coveret af en bog, ryger forventningerne helt i vejret. Sprogligt er hun en ekvilibrist uden lige og hun mestrer både det melankolsk poetiske samt det rablende, fragmentariske og sorthumoristiske – et talent hun her udfolder ved at lade romanen tale gennem mange forskellige stemmer. Men Hustvedt er også en intellektuel sjæl, der besidder en viden ud over det sædvanlige om kunst, filosofi, litteratur, psykologi osv., og denne viden ødsler hun gavmildt ud af i alenlange fodnoter, der sætter den narrativt begærlige læser på en alvorlig prøve. Det er min opfattelse, at romanen her stiller sig lidt mellem to stole, nemlig mellem essaygenren og romangenren. Hustvedt er en særdeles talentfuld essayist og har udgivet flere samlinger, hvor hun benytter denne form til at berige læseren med sin viden. Hun forsøger her at balancere mellem disse to genrer, hvor denne anmelder helst havde set, at hun holdt dem mere adskilt.

Efter at have kæmpet mig gennem dette ambitiøse projekt, sidder jeg tilbage med en skizofren fornemmelse af både at være blevet snydt og beriget på en og samme tid. Jeg føler mig snydt for den gribende fortælling, der gemmer sig bag alle fragmenterne og jeg føler mig beriget af de nuancerede og komplekse personskildringer, der hudfletter menneskedyret i al dets uskønne realitet.