Henrik Pontoppidan. Lykke-Per. Det er typisk uadskilleligt.

Her er der dog tale om en anden roman. De dødes rige.

Vi er ude i en stor sag, 736 sider, flere personer i et skarpt tegnet galleri, farverigt beskrevet, og tidstypisk malet.

Nogle mener, at dette værk er større og mere mangefacetteret end Lykke-Per, og jeg kan se, hvad der menes med det.

Romanen her er noget for sig - en kollektivroman, der portrætterer længsler, kærlighed og forfald.

Jytte og Torben er de to personer, der indleder værket, sidstnævnte med sygdom og varme følelser for Jytte, der på sin side ikke kan give sig hen til kærlighed og mænd, omend Torben rokker en kende ved hendes tanker.

Tyge Enslev er en anden, fremtrædende person, der jagter berømmelse, magt og en ændring af samfundet.

Den kamp følger vi på tæt hold, og det er så ganske fint, at man som læser er med tæt på tilstandene, så autentisk portrætteret.

Romanen stiller mange spørgsmål til videre refleksion, særligt dette med den menneskelige lykke, som så ofte funderes i velstand og vækst, men er det her, er det i virkeligheden her, lykken findes?

Denne roman udkom for første gang i 1917, samme år som han sammen med Karl Gjellerup modtog Nobelprisen i litteratur, og jeg er vis på, at den tæller med i vurderingen, for den har noget særligt over sig.

Det vides også, at Thomas Mann, som senere modtog Nobelprisen i litteratur, har følt sig ganske kraftigt inspireret af denne roman, da han skrev Trolddomsbjerget.

Faktisk er det vist sådan fat, at han noterede sig, at han ikke kunne have skrevet sit stor- og hovedværk uden De dødes rige.

Det sætter det i ganske fint perspektiv.

Sprogligt er De dødes rige i sandhed en lækkerbisken, som man kan læne sig tilbage med og nyde, ganske stille og roligt.