Kazuo Ishiguro er tilbage med den første roman på dansk efter modtagelsen af Nobelprisen i litteratur.

Man vil kunne få tanken, at det er noget af et forventningspres, han har skrevet den under.

Dersom det har været prægnant, har han håndteret det godt, må man sige, for den rammer på en særlig original måde.

Jeg er selv en glad læser af Den begravede kæmpe, eksempelvis og blandt andre af hans romaner, og jeg forundres positivt af den originalitet, han kaster sig ud i fortællingerne med.

Denne er ikke nogen undtagelse.

Romanen beretter om Klara. Hun er ikke et menneske, men måske snart og smart sagt så tæt på en unaturligt, mekanisk fabrikeret pige - en Kunstig Ven, der gemmer sig bag butiksruden og venter på den rette kunde, for hvem hun kan agere ven.

Med andre ord: Hun søger med sine øjne en menneskelig ejer, hun kan tage til sig.

Hun er håbefuldt indstillet, og hun venter og venter, men efterhånden som dagene går, og hun observerer de mange besøgende i butikken og særligt dem, der går forbi, mister hun forbindelsen til den indre følelse, den indre lyst til interaktion med mennesker, for kan man stole på dem? Hvad er det for en race, en størrelse, og længes hun oprigtigt efter deres selskab.

Det er interessant læsning - vendt på hovedet, robotøjne mod os som race.

Jeg synes, det er interessant, og jeg må sige, at fortællingen er sirligt bygget op, med en smuk persontegning og empatisk nerve.