For Kierkegaard var vurderingen, i den tid hvor holdningen var at den finurlige parodi Batrachomyomachia delte forfatter med de homeriske epos, at denne lille genistreg ikke havde været nødvendig at skrive for at lade den homeriske digter træde op blandt de andre genier. Dette kan man jo svært benægte, men det sætter jo dette digt i et skær af uagtværdighed og adspredelse, hvad det ingenlunde fortjener. Af samme grund kan man kun prise oversætteren for at have overbragt en ofte overset perle i den rige skat af antikke digtning - og det i et dansk, som varierer mellem det storladent-bombastiske og komisk-klichéfyldte ,der virker passende i denne genre af episk satiredigtning.

I Homeriske genklage finder læseren dog ikke kun denne men yderligere syv digte, alle med den overordnede tema at være genfortællinger af det mytestof, som Homer kun sporadisk kommer omkring i sin digtning. Således bearbejdes f.eks. den skønhedskonkurrence som den trojanske krig udsprang fra, da Afrodite lod Paris bortføre Helena som pris for at have valgt hende til den smukkeste frem for Athen og Hera (herved forklarende det partiforhold mellem guderne, som er forudindtaget i Iliaden). Et andet digt omhandler Trojas fald, et tredje de ligeledes ulykkeligt elskende Hero og Leander.

Alle er de dog væsentlig kortere end heltekvadene, om end de bevarer de formelle træk karakteristiske for genren (versemålet, formularer og gentagelser, langtrukne lignelser). Tanken har været at indgå som del i den tradition, hvor digteren så det som sin fornemste rolle at være den folkelige hukommelse som holdt forfædrenes historie i hævd og levendegøre de grundlæggende fortællinger om guderne, der bragte slægtslinjerne tilbage til dette ophav samt udfoldede dette menneskets uforanderlige værensforhold, som for en senere generation kunne fremhæves til forklarelse af moralske forhold.

Som tiden gik og akkumuleringen af stof støt forøgedes, blev videredigtning med større frihed og variation en stadigt hyppigere praksis, hvorfor flere af digtene ikke bærer nær så mange (og da kun som forpligtigelse på genrens form) af de elementer i hvilke længden af de homeriske epos har noget af deres forklaring (vinmørke hav, kvieøjede Hera etc.).

Om dette kan danne baggrunden for med bedre forståelse at bede læseren væbne sig med tålmodighed i gennemgangen af digtene, må man håbe; for, som nævnt indledningsvis, er det umagen værd at komme frem til det sidste, ‘frømusekampen’ Batrachomyomachia. Læsningen af de syv oversættelser forinden bringer dog ofte associationer til en gold ørkenvandring inden fremkomsten til den forhåbentlige oase (hvilken dog findes).

Sproget i digtene er tiltagende repetitivt, hvilket gør en skelnen mellem de, med formens konventioner taget i forbehold, trods alt individuelle digtere svært adskillige fra hinanden. Oversætteren har sandsynligvis fundet oversættelser tilsvarende bestemte ord, som han trofast fastholder digtene igennem. Dette skaber for denne læser at se til tider en dissonans mellem emnet og ordets udtryk - oftest et humoristisk eller ironisk hvor dette virker malplaceret i konteksten af ødelæggelse eller nedslagtning. Omvendt må det dog fremhæves at en overensstemmelse (vel givet den overordnede kærlighedstematik med Eros ikke sjældent i rollen som spasmager à la Amor frem for den sammenhængsskabende ‘naturkraft’, ‘urkraft’ i græsk forstand).

Antologien er udstyret både med et kort, oplysende forord om digtenes kontekst, men yderligere med et forklarende (og tit fortolkende) noteapparat, som fortjener fremhævelse. Tilføjelsen af dette omhyggelige arbejde bibringer en læser ikke blot faktuelle informationer, som et internetopslag ville kunne indfri (omend et register med sådanne også er tilføjet) men belysninger af strukturelle og genremæssige forhold, førstegangslæseren utvivlsomt har nødigt for fuldt at kunne værdsætte digtene. I det hele taget lyser værket i sin formidling af en smittende begejstring, som man kun kan håbe fænger an til yderligere arbejde; overmættet er jo på ingen måde det danske bogmarked af klassisk litterære oversættelser. Så herfra: Audentes fortuna iuvat.