Her møder vi, i en historisk stærk fortælling – blandt andre – mennesket og naturen.

Adalbert Stifter skriver forførende sætninger, der trækker på besjælinger og poetisk fylde, og det er alt i alt med til at skabe en større forståelse af, at naturen kan noget mere end blot være til.

Mennesker, som Adalbert Stifter fremskriver så indfølt, kommer faretruende tæt på den smukke natur, som pludselig vender sig mod mennesket og skaber kaos og fare. Den kan være katastrofal, og den kan kaste lys over menneskets indre, hvor der kan være afgrunde og sår at værne om, passe på.

Centralt står fortællingen Bjergkrystal.
Den er anerkendt og står som en klassiker. Det er jo sådan fat, at mange har hørt om en klassiker, men sjældent læst en.

Denne kan man med ro i sindet angribe, og man kan – er mit råd – lade sig forføre at teksten, af sætninger og af handling.

Det er helt tydeligt, at den er skrevet i en anden tid. En tid, hvor man typisk værnede om at beskrive naturen med en ro og langsommelighed. Det er netop dét, man skal købe som præmis, for at man kan få noget med hjem fra læsningen her.

Det er i mine øjne en god øvelse i en tid med mange impulser og notifikationer, at man øver sig i at læne sig tilbage og hylde den stille fremførelse af stor og bjergtagende kunst.

Fortællingerne her værner om naturen og det menneskelige sind, og hvad er mere påkrævet nu, hvor vi er ved at give naturen en kindhest; at vi stopper op og tænker over tilværelsen og måden at forbruge på!

Jeg er begejstret, kan du høre!