Forestil dig, at din døde veninde igennem efterladte breve fører dig ud på en skattejagt rundt i victoriatidens England. Det er det, der sker for den 17-årige Amy, da hendes elskede veninde dør. Aurelia har altid været ældre, smukkere og stærkere, men nu er hun bukket under for en hjertesygdom i en alder af blot 23 år. Dermed kan Aurelias følelseskolde forældre endelig forvise den forældreløse Amy fra deres gods. Her har hun boet, siden hun som baby blev fundet efterladt i sneen af Aurelia, der stædigt insisterede på at beholde hende. Men bedst som Amy står mutters alene i verden, opdager hun, at hendes veninde har efterladt hende et spor af mystiske breve.

Det bliver begyndelsen på en lang rejse – både geografisk og mentalt. Den forsagte Amy lærer langsomt at stå på egne ben og indser, at hun hele sit liv har gemt sig bag sin ældre og mere selvsikre veninde. Netop som hun føler sig klar til endelig at træffe sine egne valg, og hun møder kærligheden, spænder Aurelias skattejagt ben for hende og kræver, at hun følger sporet til ende uanset omkostningerne. Det sætter Amy i et følelsesmæssigt dilemma, der risikerer at koste hende Henry – den unge, charmerende mand, hun har mødt på rejsen.

Forlaget har valgt at oversætte den engelske titel Amy Snow til Mysteriet Amy Snow, og med dén kobling får vi let det indtryk, at romanen handler om Amys fortid og hemmeligheder. I stedet er det Aurelia, der udgør bogens virkelige mysterium, og det er hendes hemmeligheder, vi optrevler sammen med romanens hovedperson. Personligt synes jeg bedre om Amys veninde end Amy selv; hvor Aurelias energi, humør og viljestyrke bobler ud af de breve, Amy finder og læser, så er Amy selv en ret tam heltinde. I hvert fald til hun har været i hænderne på en gammel rødstrømpe, der lærer hende et og andet om at stå ved sine rettigheder og tylle madeira-vin. Men sympatisk, det er hun hele vejen igennem, og det er ikke svært at føle medlidenhed med hende over den opvækst, hun har haft i det hjem, hvor hun forblev en uønsket outsider.

Bogen kredser om tematikker som identitet, omverdenens syn på dig, relationer, kvindeliv og hemmeligheder. Tracy Rees’ miljøbeskrivelser og karaktertegninger er godt håndværk. Forholdene og normerne i victoriatidens England er levende beskrevet. Jeg har Rees mistænkt for selv at være faldet pladask for Henry i skriveprocessen, for hans mange kvaliteter og store hjerte nærmest oser ud af siderne.

Bagerst i bogen (som i forvejen er lidt af en mursten) er der to interviews med forfatteren: Et om victoriatidens England og et om forfatteren selv. Sidstnævnte spørger blandt andet til Rees’ yndlingsslik og foretrukne kæledyr. Det er da hyggeligt, men også temmelig overflødigt og nok nærmere noget, der hører hjemme på forfatterens egen hjemmeside eller i et magasin.

Et par mindre skønhedsfejl til trods er Mysteriet Amy Snow god, gedigen underholdning, der nok skal sikre lænestolen dit selskab i timevis. Samtidig er romanen et vindue til en forunderlig og svunden tid, hvor kvinder ikke måtte viser ankler eller sige ordet ”nøgen”. Er du glad for kombinationen af mysterium, kærlighed og historie, er det her et fint bud på forårslæsningen.