Britiske Tracy Rees er hurtigt blevet en anerkendt forfatter inden for historisk fiktion. Flere af hendes bøger har fået roser med på vejen af Lucinda Riley, der regnes for en af genrens dronninger. Nu er Rees bogaktuel igen.

Huset Silvermoor begynder lige før århundredeskiftet, i 1897, og fortælles på skift af de to unge hovedpersoner Tommy og Josie, der begge er vokset op i en fattig minearbejderlandsby. Tommy er intelligent og stiller spørgsmål ved det etablerede, hvilket gør ham upopulær blandt hans egne. Han har altid drømt om andet og mere end at slide i minerne dybt under jorden for de velhavende Sedgewicks på godset Silvermoor. Da han bliver venner med den rødhårede Josie fra nabolandsbyen, planter han også et frø af udlængsel i hende.

Efterhånden bliver drømmene til handling, og sammen begynder de at klatre op ad den sociale rangstige. Undervejs vikles de på forunderlig vis ind i både familien Sedgewick og den lige så rige familien Barridge. Berøringen med de to adelsfamilier åbner ikke blot for en hidtil ukendt verden af muligheder, men også for mørke hemmeligheder, der navnlig viser sig at involvere Josie.

Historien er velskrevet og veloversat, og man føler med både Tommy og Josie. I takt med at de to forelsker sig i hinanden, bidrager bogens skiftende synsvinkel til at øge spændingen. Romanen er nok en anelse for sentimental og feelgood til min smag, men for rigtig mange vil den ramme lige i hjertet.

Noget af det bedste er det indblik, bogen giver i dagligdagen og mentaliteten hos de fattige, stolte minearbejdere. Man synes også næsten, man kan mærke kulstøvet i lungerne og føle de over tredive graders varme nede i minen. Alt i alt en god sommerroman eller til efterårsferien.