Drengen Sebastian rejser alene gennem landskabet på et tog, som også fungerer som hans hjem. Han bliver nødt til at standse lokomotivet, da nogle store træer er væltet ned over skinnerne og blokerer hans videre færd. Muligvis er der hjælp at hente lige i nærheden, for Sebastian møder en noget forvirret troldmand, der hævder at være i stand til at hjælpe vores hovedpersonen. Først skal Sebastian dog hjælpe Knaak, som troldmanden hedder. For det første er magerens tryllestav blevet væk. Den ligger ikke på sin sædvanlige plads. Og inden længe bliver den unge dreng nødt til at hjælpe sin nye ven med at bestå en række prøver, for at forhindre, at Knaak ikke får inddraget sin troldmandslicens.

Dette er sådan set grundhandlingen i Jan Rybkas En glemsom troldmand, der ifølge pressematerialet er en bog der henvender sig til ”de 8-12 årige”, men her burde det tilføjes, at det nok ville være en rigtig god idé, at dette barn fik en voksen til at læse bogen højt for sig, med mindre man da har er et barn, der er usædvanlig god til at læse og samtidig har lidt tålemod i forhold til historien, der fortælles.

Dette skyldes primært, at sproget i bogen indimellem bliver ganske snirklet. Det nok kun er de færreste 8-årige, der nemt selv kunne læse sætninger som ”Knaak kiggede vrissent på papiret. ’Hm, bla bla fem lettere brankede Månestråler, tolv gram magnetisk jern, et fingerbøl Newtonisk æbleskrogspulver, bla bla, to polarcirkler?!’”. Eller hvad med: ”Da de havde fundet det hele, gik de tilbage til den spilkogende kedel. Knaak havde ikke kunnet finde nogle friske breddegradsfrø, men han var sikker på, at man sagtens kunne bruge ækvatorkerner i stedet. […] Så havde Knaak kigget en ekstra gang på ingredienserne og konstateret at intet manglede” (begge s. 62).

Kapellet er naturligvis klar over, at man i fantasyfortællinger ofte bruger novums - altså ord som man selv finder på, men når man ikke har valgt at dele de mest vanskelige ord op med en bindestreg, så bliver det altså ikke nødvendigvis en nem opgave for den helt unge læser.

Dertil kommer, at der også har sneget sig lidt grammatisk fnidder ind. Eksempelvis er der mod slutningen af bogen en del sætninger som afsluttes med spørgsmålstegn, selv om de ret beset ikke er spørgsmål. Her et par eksempler; ”Virkelig?! Kan du huske da vi mødte hinanden. Vi gik rundt i næsten en time, før vi fandt dit hus?” (s. 93) - eller - ”Øh ok, men sig lige til i forvejen, så kan jeg nå at rydde lidt op?” (s. 94). Det kan godt være, at det er gået lidt for hurtigt med korrekturlæsningen, men når man skriver til børn, så bør man i Kapellets optik være ekstra opmærksom på sproget.

Historien er ud over ovenstående kritik ganske veloplagt. Den følger den klassiske model med tre opgaver, der skal løses, og er samtidig en del mere nutidig og mere løssluppen end et klassisk eventyr. Der er en frø, der trylles om til en elefant. Der er eksplosioner og ting, der flyver. Til gengæld er det også elementer i handlingen, der kræver, at den, der læser bogen, fanges af handlingen. Eksempelvis er det nok et mere modent publikum, der vil kunne nikke genkendende til de to troldmandsbureaukrater, der dukker op for at sikre sig, at Knaak har klaret den troldmandsteoriprøve, som han skal. Skrankepaver kender vi nok alt for godt, men gør ungerne det?

Ud fra Kapellets meget begrænsede empiriske undersøgelser – og det skal forstås på den måde, at bogen blev læst højt for 11-årige Carl - var dommen, at det ”nok var en bog for lidt mindre børn”. Herefter diskuterede vi om mindre børn ville kunne forstå humoren i de ting, der sker - og der kom vi mere i tvivl. Jo det er sjovt at opleve en elefant forsøge at spise fluer, idet den stadig tror den er en frø. Moralen om at få dårlig samvittighed over at stikke en hvid løgn til en ven er også god, men der er altså andre elementer i historien, som enten er for svære at forstå for en 8-årig og andre, der ikke er vilde nok for en 12-årig læser. Kort sagt er det svært at finde ud af, hvem som bogen præcis henvender sig til.

Misforstå endelig ikke Kapellets anmeldere, der er mange gode takter i En glemsom troldmand, flere gode, eventyrlige scener og ikke mindst en række meget fine s/h-illustrationer af Thomas Bo-Huusmann, men der er samtidig også en del elementer, som desværre ikke helt fungerer optimalt.