Vi kender nazismens hæslige ansigt. Racisme, holocaust, overmennesketeorier, Lebensraum, alt sammen båret frem i en tysk folkerus af støvletramp og Hitler-heilen. Ugerningerne er i efterkrigstiden beskrevet i detailler fra Hitlers (NSPDA) mislykkede Bierstube kup i München, 1923, til 2.verdenskrigs afslutning, 1945, efterladende store dele af Europa, som en rygende ruinhob. Et rædselsregime som eftertiden igen og igen har taget afstand fra og forsøgt at forstå baggrunden for – og (delvis) forsøgt at tage læring af. Hvordan kunne et kulturfolk som det tyske, med Schiller, Goethe, Beethoven, Schopenhauer og alle de andre som garanter for den europæiske humanisme, forvandle sig i Nazismens afskyelige billede?

Vi får nok aldrig det endegyldige svar.

I romanen Indtil vanvid, indtil døden har Kirsten Thorup på en overrumplende måde tegnet, nej, affotograferet, en dansk kvinde, Harriets møde med livet i München, i sidste halvår af 1942. Tiden hvor det meste af Europa er besat af det tyske herrefolk og slaget om Stalingrad bølger frem og tilbage. Harriet er krigsenke, hendes elskede mand, Gerhard, der som dansk pilot, deltog på tysk/finsk side i kampen mod Sovjet og kommunismens svøbe, blev slynget ud af cockpittet og dræbt ved Østfronten under et forsøg på nødlanding. En heltedød, som Føreren og hele det tyske folk respekterer og ærer. En helts kamp for friheden og den ny verden.

Harriet, 33 år, efterladt med to mindre børn, er ulykkelig, selv om nazisterne understreger vigtigheden af hendes offer, der er smukt i sin hengivenhed for Føreren. Loyal, med en vis nysgerrighed, i sin tro på den nye tids kommen, vil hun vide mere om alt det, Gerhard gav sit liv for, følge ham ”indtil vanvid, indtil døden”. Eller rettere, opleve/forstå den tyske hverdag på egen krop. Medlem af nazipartiet eller antisemit, er hun ikke, men oprigtig betaget og nysgerrig. Her kommer Gerhards soldaterkammerat, generalløjtnant i Luftwaffe, Klaus og hans danske kone Gudrun, ind i billedet med en invitation til et par måneders rekreationsophold hos dem i deres villa i München. Her hersker Gudrun, som overklasse Hausfrau, mens Klaus kæmper ved Østfronten. Mest alene med tjenestefolkene og deres 6-årige Thor, der opdrages som en lille elite partisoldat.

Harriet accepterer invitationen, sætte børnene i pleje, skaffer sig som krigsenke udrejsetilladelse og de nødvendige papirer for at kunne påbegynde togrejsen mod München.

Her starter romanen. Og hvilken start. I et overfyldt tog, beskidt og nedslidt, svinske wc’er, gange og kupeer, proppet med svedige anmassende og udkørte rejsende. Et togmareridt, med vold og overlevelseskampe. Oplevet, fortalt gennem Harriets endeløs tankerække. I romanens første 30 sider rumler, rasler, skubber vi os ned gennem Europa til togets rytme og abrupte ophold, helt i takt med Harriets desperate overlevelseskamp. Gymnastiklærerinde på Ollerup Idrætshøjskole, mannequin hos Fonnesbech, forkælet backfische, vokset op i Holte, stærk, sund og med tillid til fremtiden, med sin afdøde mands tro på nazismens Endsieg, som bagage. Et langt ordrigt associeringsforløb. Korte sætninger, ingen afsnit, ingen kapitler, ingen åndehuller, bare derudaf – trættende, men medrivende. Langt fra den trivielle hverdagsrealisme. Det beskidte togmareridt vil, i sin form og sit indhold, blive stående som et højdepunkt i Kirsten Thorups forfatterskab.

Harriet ankommer fortumlet og forsinket til et menneskekaos af München Hauptbahnhoff. Ingen til at tage imod hende. Mod et par Reichsmark som betaling, fører drengen Uwe hende gennem storbyens mylder, frem til et luksusvillakvarter. Her i nazisternes overklassereservat bor vennerne – og her skal Harriet (og vi) de næste par måneder konfronteres med ”hverdagen”.

For nok kræver Hitler, før den endgyldige sejer, opofrelse, lidelser og fattigdom af sit folk – men nogle er (igen) ”mere lige end andre”. Den nazistiske overklasse skal ikke lide nød. Kæmpe villa med tjenestefolk, kaldet Ludemillaerne, vi gider ikke lære deres navne, disse undermennesker, der pukler dag og nat for herskabet. Ostarbeitere, tvangsarbejdere, hentet fra de nedkæmpede vasalstater. Harriet nærmer sig overklasseveninden, der soler sig i mandens høje rang, ubegrænsede rationeringsmærker, morfin og spiritus plus en yngre elsker. Snart tæt, snart frastødt, er de to danske veninder bundet sammen i et elite-fællesskab, med krigens rasen som en fjern kulisse.

En fælles opgave bliver, at arrangerer et middagsselskab, på allerhøjeste niveau, til ære for Klaus, når han kommer hjem på en kort orlov. Et selskab, hvor vi i den grad kommer tæt på nazi-ledernes tankegang og ageren. En kynisme og arrogance, tilsat sex, nepotisme og grådighed, som hverken krystalglas, årgangsvine eller syvretters menuer kan skjule. Igen og igen rystes og slynges vi omkuld af Harriets ucensurerede ordstrøm.

Harriet vil vide mere. Se med egne øjne, opleve, forstå og derigennem føle, at være nær sin afdøde elskede i en forståelig sorgreaktion. På egen hånd søger hun ud i storbyen. Konfronteres med almindelige menneskers dagligdag med varemangel, fattigdom og nød. Ind i biografmørket for at lade UFAs propagandamaskine indsukre krig og rædsel i schlagermusik og trøste-sangtekster, som ”Es geht alles vorru”ber”.

Med Harriet ved hånden kommer vi hele rædselsskalaen igennem. Eutanasi-programmer, tvangsarbejdere, Hitlerjugend, krigsfangelejre, jødeforfølgelse… set, oplevet og beskrevet med hverdagsord. ”Stream of consciousness” er litteraturforskernes etikette, når den indre monolog får frit løb, med få kommaer og haglbyger af punktummer. Vi er med hele vejen. Forpustet, fortumlet – og chokeret. Rystet over det vi jo godt vidste, men med Harriets hudløse refleksioner, bliver skildringen til en del af dig selv. Ingen moralsk pegefinger, kun en 100% ærlighed, der ikke kun skildrer en elegant, forkælet, forelsket, kærnesund dansk gymnastikpiges iagttagelser – men på forbløffende vis også afklæder og viser Det tredje Riges sande ansigt i gulvhøjde. En sjældent gennemresearchet roman med en dæmonisk detaljerigdom, fra den modbydelige antisemitiske fortolkning af RJF-sæben (Reines Jiddisches Fett) til uniformsbetagelsen og heltedyrkelse, Heldengedenktag.

Et mareridt, der ikke kun er historie – men i uhyggelig grad i sin enkelthed maner til eftertanke. Brug den ufrivillige isolation til det historiske ridt, der ikke efterlader en uberørt. Så er tiden ikke spildt.