Det er ingen hemmelighed, at jeg var meget begejstret for Anne Mette Hancocks debutroman Ligblomsten (Har du endnu ikke læst den, bør du straks kaste dig over den, hvis du ligesom mig holder af en god krimi) og jeg har virkelig glædet mig til hendes anden roman Mercedes-snittet.

Makkerparret journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer bliver i Mercedes-snittet involveret i opklaringen af en lille drengs forsvinden. Det er der for så vidt ikke noget nyt i – der findes masser af romaner om børn der forsvinder, men Mercedes-snittet kan noget særligt.

Haps, haps, haps og så var den roman slugt
Jeg nåede knap nok at læse de første par sider før jeg var helt opslugt at romanen. Der lægges ud i et hæsblæsende tempo og både spænding og intensitet holdes hele vejen igennem, godt suppleret af et fantastisk sprog og et imponerende persongalleri.

Vores ene hovedperson Heloise Kaldan er en hårdtarbejdende journalist, der vil gå langt for den gode historie – ’Nå, og hvad så? Det er da ikke noget nyt’ tænker du måske, men Heloise er så nuanceret skildret at man både når at føle medlidenhed med hende, får lyst til at ruske hende, blive imponeret, synes hun er en blandemaskine og til tider lidt træls for i sidste ende virkelig at holde af hende.

Hendes makker Schäfer er heller ikke den stereotype ”kriminalromans”-betjent, der helst klarer ærterne selv. Lige som Heloise har han både gode og dårlige træk, men frem for alt fremstår han som en mand der prøver at gøre en forskel og som lægger sin sjæl og stolthed i sit arbejde, uden at han hverken skal skilles fra konen eller drikke fire whiskysjusser inden sengetid.

Ud over de to hovedpersoner, er er et væld af andre karakterer, der i fællesskab er med til at drive handlingen frem. Nu kunne man godt tro, at de vil være vanskeligt, at holde styr på hvem der er hvem, men det er det slet ikke. Alle er udstyret med særlige navne (flere af dem er blevet til via en læserkonkurrence) og de fleste karakterer vendes der tilbage til flere gange – ingen er overflødige.

En reje på størrelse med en Shetlandspony
Sproget i Mercedes-snittet (og for den sags skyld også i Ligblomsten) er et kapitel for sig. Man mærker tydeligt forfatterens begejstring for sproget og hun demonstrerer igen og igen, at hun mestre det til fulde. F.eks. bliver Vigerslev Allé (i Valby) beskrevet som en ’lygtepælsflankeret istap’ – spot on, i mine øjne – og meget mere intenst end ’en kedelig og trist vej.’ Man kunne også nærstudere Kaldans veninde, der beskrives som en mørkhåret gazellekvinde. Igen og igen benytter Anne Mette Hancock sprogbilleder og det fungerer helt fantastisk godt og er med til at gøre romanen til en virkelig interessant læseoplevelse.

Ingen spoilers
Du undrer dig måske over, at denne anmeldelse af Mercedes-snittet stort set ikke indeholder information om handling og plot, men det er der en grund til. Læseoplevelsen bliver så nemt ødelagt, hvis man på forhånd kender plotstrukturen og hvor vil det være synd at snyde læserne for denne.

Derimod har jeg valgt at fokusere på nogle af de elementer, der gør Mercedes-snittet til en fremragende læseoplevelse, nemlig det fantastiske sprog og det omfattende og nuancerede persongalleri. Det uhyggelige og modbydelige plot skal opleves i takt med at siderne vendes.