Der er med garanti mange af Kapellets læsere, der kender makkerparret Ditte og Loiuse fra tv-serien af samme navn eller fra den helt geniale spillefilm , der kom i 2018, men som Kapellet af uransaglige årsager ikke fik lavet en anmeldelse af. Hvis du er fan af de to, har planer om at blive det eller bare er en ciskønnet, hvid, fordomsfuld, #metoo-skandaleramt mand, der vil have noget at råbe op over, så er der al mulig grundt til at få fat i bogen Gode kasser.

Bogen er gennemillustreret af Sofie Riise Nors, der har været så ivrig, at enkelte læsere muligvis kunne tro at de stod med en tegneserie eller billedbog i hænderne, hvis man bladrer bogen igennem i den lokale boghandel. De mange illustrationer og karikaturer sikrer blot, at det hele ikke kommer til at fremstå så betonfeministisk, som man måske ellers kunne frygte. Der er nemlig schwung, saft, kraft og masser af humor i både teksten og i de tilhørende billeder.

Helt fra bogens start bliver der lagt vægt på, at der skal skelnes meget stramt mellem Ditte og Louise og forfatterne Hansen og Mieritz, men idet man læser videre, opdager man hurtigt, at de virkelige kvinder bag figurerne også har oplevet en hel del ting, der nemt kunne være endt som historier i deres egen fiktion. Kender man i forvejen til figurerne, der deler fornavne med forfatterne, så er det også ret nemt at fornemme deres respektive stemmer, idet man læser Gode kasser.

Hvad handler denne bog så om, jo, som der skrives i indledningen; ”Du har da muligvis […] haft en skummel bagtanke om at Gode kasser kunne lokke svage sjæle til at købe bogen i den tro, at det var sådan en let og smålummer humorbog med pikante tegninger. Her må vi skuffe. For i denne møgsure, og alt for liderlige bog nægter vi at være appetitlige og pikante og søde eller skabe god stemning for andres skyld […] Og hvis det så alligevel bliver morsomt indimellem, og du eventuelt skulle trække på smilebåndet, så vid, at vi stadig er sure imens.” Som man hurtigt opdager, så er dette en meget skæg og ikke mindst sympatisk bog, der i den grad sælger sit kernebudskab om gensidig respekt og feminisme ved hjælp af en pæn portion selvironi, sarkasme og lune.

I disse tider, hvor det ofte er satireudsendelserne, der formidler nyhederne mere reelt end journalisterne kan, så er det måske heller ikke en dum idé at lade vigtige, feministiske budskaber blive formidlet via humor. Alt for ofte er netop disse vigtige pointer blevet anklaget (af både mænd og af forskellige Sørine Godfredsen-kloner) for at være hysteriske og overdrevne. Louise og Ditte har i al fald masser på hjerte og får formidlet deres ideer på en både letlæselig, underholdende og meget vittig måde, uden at budskaberne samtidig drukner i det rene gøgl.

I Gode kasser indtager de to forfattere rollerne som henholdsvis slut’en og snerpen, som er et par af de ”kasser”, som de ofte bliver eller selv placerer dem selv i. Faktisk er hele ideen med titlen den dobbeltbetydning, der ligger i ordene, både den førnævnte reduktionistiske binære klassificering af kvindetyper og samtidig det brovtne tilråb, fra brunstne mænd, der er alt for brystfikserede.

Selv om det er en bog, der er rigtigt sjovt skrevet, så er det også en udgivelse, der giver et både personligt og fint indspark til den aktuelle kønsdebat. Her er ordet bogstaveligt talt frit og så beviser den, at man sagtens kan diskutere feminisme, uden at være hamrende kedelig eller stereotyp ved samme lejlighed.

Bogen er en herlig blanding af fakta og (auto)fiktion. I starten præsenteres både Ditte og Louise (Hansen & Mieritz’ alter egoer), og de får sågar også lov til at præsentere hinanden, men undervejs lærer læseren også Hansen og Mieritz bedre at kende. Der er scener hvor Ditte og Louise drager ud i verden for at opleve danske fordomme på deres egne kroppe, og flere af disse scener kunne man nemt forestille sig blive omformet til situationer i deres tv-serie. Desuden bydes der også på en række ganske morsomme interviews (med såvel neo-feminster, folk i filmbranchen m.fl.) og der fortælles anekdoter, røverhistorier, der diskuteres #metoo, der bringes damebladslignende spørgeskemaer, og alt sammen krydres med Sofie Riise Nors fine illustrationer.

Gode kasser er ikke tænkt som et egentligt feministisk manifest eller som en bog, der på sigt kan biddrage meget til debatten, men lige som man kan se i Hansen og Mieritz’ øvrige arbejder, så er de to i stand til at kaste lys over et ellers ret penibelt emne, der trænger til at blive snakket meget mere om. Selv om der sikkert stadig er folk, der vil hævde, at der ikke er mere at diskutere i forhold til kønsdebatten i Danmark, så grib fat i Gode kasser og opdag, at der er masser at tale om. Ikke mindst, hvor langt man kan komme, hvis man også bringer en god portion humor med til bordet.