Det er så langt fra sikkert, at man som læser lander trygt og godt i nyt territorium, når det er Linda Bostrøm Knausgaard, der er pennefører, rejseguide.

Med en meget skarp og direkte skrift skærer hun sig ind under huden på læseren og blotlægger følelser og tankegange, og det er nådesløst og bemærkelsesværdigt, at hun lader fortællingen folde sig ud igennem en ung pige – eller, ret skal være ret, gennem en 11-årig pige, der har afskåret sig fra at bruge stemmen.

Pigen er enormt følsom og meget reflekterende. Hun er en sand skueplads for erindringer, der strømmer ind over hende som veritable bølger, og understrømmen er sorg og vemod samt angst. Det er særligt den sidste bevægelse, der i flere sekvenser lammer hende.

Hvor befinder vi os?
Vi er mestendels i en lejlighed, hvor moderen nogle gange er til stede fysisk og andre gange fraværende mentalt, men som oftest er hun til prøver på teatret, hvor hun skal gøre sig klar til at fremføre stykket Velkommen til Amerika.

Hendes bror tumler selvsagt også med fortidens skygger, men i modsætning til sin lillesøster burer han sig inde på værelset, hvor han betræder de højlydte musiske stier, og det er lige så væggene vibrerer i hele lejligheden. Han har undertiden piger med hjemme, og de synger selvfølgelig udelukkende for ham! Eller gør de? Han er mystisk, og han har et vist overlegent forhold til den tavse pige.

Moderen gør sig også til over for det modsatte køn, og således er der flere besøg, som pigen skal forholde sig til, mens hun forstyrres af mantraet: ”Vi er en lys familie”, som moderen ustandseligt vender tilbage til, når det ser sort ud, og det gør det tit for pigen, for der er noget med en mand, der trådte ud af sin rolle som far og ud af livet, men som undervejs og gerne i ly af mørket kryber ind under den lille, stille piges øjenlåg. Dette minde om faderen, der for en tid siden boede i lejligheden, men som blev fundet bedre egnet til indlæggelse på en særlig afdeling på et hospital, er det, der af og til får pigens mave til at trække sig sammen.

Fanget fra første ord
Den lille, korte og meget sigende, ganske stemningsfyldte roman er på 96 sider. Det er en utrolig fortættet og for nærværende læser meget fascinerende fortælling.

Det psykologiske portræt af pigen er så udførligt og nuanceret, at jeg til tider kan sidde helt skræmt og apatisk i min gyngestol og mærke, hvordan læsningen har afsat rystelser i min krop, og hvordan verden drejer hurtigere nu.

At forfatteren selv har taget brydetag med psykisk sårbarhed, er blot et ekstra lag at forholde sig til.

Jeg er målløs, og jeg siger mange tak for læseoplevelsen.