Tove Jansson (1914-2001) behøver ingen større introduktion. Den finsk-svenske forfatter, maler, essayist og vinterbader skabte mumitroldene, der debuterede i Småtrollen och den stora översämningen fra 1945. I Kometjakt fra 1946 fortsatte hun fortællingerne om mumi-familien, hvorefter Trollkarlens hatt i 1948 for alvor blev et gennembrud for de små men runde figurer og deres gruppe af venner og tricksterfigurer.

Den særegne blanding af hygge og ulmende uro omgivet af sne, nordlys og dybe, mørke-forunderlige skov og snelandskaber tog verden med storm. I alt udkom ni mumi-bøger seks billedbøger og en stor bunke tegneseriestriber fra 1953-1961 i den engelske avis The Evening News. Ligesom med Astrid Lindgrens forfatterskab er der skabt en stor merchandiseforretning, ligesom der er udkommet et utal videredigtninger baseret på Janssons univers men som ikke er skrevet af forfatteren selv – billedbøger, tegnefilm, dukkefilm, julekalendre i tv etc., og ofte har man haft svært ved at genfinde Janssons tvetydighed og eksistentielle længsel, som de originale værker altid indeholder.

Forlaget Carlsen har på dansk jord udgivet fx samlede tegneseriestriber, hvilket var en fornem gestus og et essentielt-vitalt blik ind i Janssons politiske engagement på den ydre venstrefløj. Især i disse striber spiddede hun småborgerlighed, hykleri, højrefløjsideologier og kapitalismens grådighed. Nyeste mumi-værk er Den usynlige gæst baseret på novellen Det usynlige barn, og dét er en af de små og dybt bevægende genihistorier der på fornem vis illustrerer Janssons flair og empati som historiefortæller med hendes dybe menneskelige indsigt og empati.

Too-Ticki, der af og til bor i familiens badehus, besøger mumitroldene, der er i gang med at rense svampe en sen, mørk aften. Hun medbringer en gæst og ”kaldte lokkende ud i regnen: Kom! Kom! Men der kom ikke nogen.” Fortællingen tager dermed sit afsæt i et mysterium – hvem er den fremmede gæst. Too-Ticki forklarer, at ”I ved nok, at folk kan blive usynlige, hvis man skræmmer dem tilpas tit (…) Og Ninni bliver meget skræmt af en dame, som havde taget sig af barnet uden at bryde sig det mindste om hende. Jeg traf damen, og hun var virkelig væmmelig. Ikke vred, for det kab man godt forstå, at folk bliver ind i mellem. Næ, hun var iskold. Barnet begyndte at blive mere og mere utydeligt, og til sidst blev hun usynlig.”

Jansson lancerer hermed på den mest minimalistisk-udramatiske måde en grundlæggende konflikt i ethver menneskeligt subjekt: At blive set og hørt og behandlet ordentligt. Ethvert menneske har brug for at bliver mødt og anerkendt – hvis ikke jeg’et mødes af denne imødekommenhed så ophører jeg’et med at eksistere; Ninni er usynligt fordi ingen ser hende. Til gengæld har hun en bjælde om halsen, så folk kan høre hende:
”Den kølige luft af efterår strømmede ind. Lidt efter var der noget, der ringede derude. Det var en forsigtig og tøvende ringleb. Lyden kom op ad verandatrappen og forstummede så. Et stykke over gulvet hang en lille bjælde på et sort fløjlsbånd.”

Resten af historien viser hvorledes Ninni er kommet i en art plejefamilie hos mumifamilien, som uden at stille spørgsmål indlemmer hende i hverdagen og gradvist bliver fysisk synlig. Først fødderne, siden kjolen og det hårbånd mumimor syr til hende, etc. Det lyder måske banalt og en kjende hyperbevidst socialrealisme, men Jansson beretter om Ninni på yderst indfølende og identificerende vis uden at blive sentimental eller skyldig i at tale ned til læseren. Lille My er vanlig ublu i sin ”Hej Ninni, du må være ret grim siden du er nødt til at gøre dig usynlig”, imens den mere følsomme mumitrold forstår den lidt mere forsigtige tilgang. Kulminationen er Ninnis komplette træden i karaktér, en træden ind i en verden, hvor hun forhindrer en skælmsk mumifar i at skubbe mumimor i vandet fra badebroen. Hér formår Ninni at sige fra, træde ind i sig selv og eksistensen samt vise empati og beskyttertrang overfor den kærlige, tålmodige mumimor.

Netop denne her fortælling giver god mening at illustrere og udgive i let formidlet udgave, eftersom tegningerne med den usynlige (og sidenhen mere og mere tydelige) Ninni eksemplificerer pointen smukt – det virker abjekt de første sider hvor de andre karakterer agerer og henvender sig til et hul i billedet, en slags fraværets nærvær, og pointen om at se, elske og behandle andre godt hamres hjem på både enkel og subtil måde.

Som supplement kan nævnes, at den japanske tegnefilmatisering er meget fin og ligeledes fanger Janssons humane historie om Ninni, der via mumifamilien genfødes og sættes fri.